Fjernbusterminal ved Dybbølsbro i problemer

Af Jesper Schou Hansen

 

Inden byggeriet overhovedet er kommet i gang, er den kommende fjernbusterminal ved Dybbølsbro kommet i økonomiske vanskeligheder.

En licitation har nemlig afsløret, at de to bud, som man har modtaget fra entreprenørvirksomhederne CG Jensen A/S og Hoffmann A/S er væsentlig højere end forudset. Politikerne har kort og godt fået sat for få penge af til projektet.

Ifølge Niels Arend Koefoed, der er seniorprojektleder i Vejdirektoratet, så er der reelt kun to muligheder. Enten skal projektet beskæres, eller der skal findes flere penge – hurtigt.

”Entreprenøren skal vedstå sit afgivne tilbud i to måneder, dvs. indtil 21. juni 2022. I denne periode har Københavns Kommune og Vejdirektoratet mulighed for at kontrahere (indgå kontrakt, red.) på det afgivne tilbud. Hvis der ændres grundlæggende og væsentlige elementer i det afgivne tilbud.. (fjernes, red.), skal opgaven genudbydes”, siger Niels Arend Koefoed.

Tilsvarende toner lyder fra Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, hvor man har svært ved at se, hvordan projektet kan beskæres væsentligt, uden at det kræver et nyt udbud. I stedet er man i gang med at gennemse diverse puljer i Kommunens budget for at se, om elementer i projektet kan dækkes på den måde.

 

Svar skyldig

Hos Vejdirektoratet tør man ikke spå, om man kommer i mål eller ej inden for de to måneders tidsfrist.

”Vejdirektoratet og Københavns Kommune er i gang med at gennemgå, hvilke muligheder der er for projektets gennemførelse. Ændringer i projektet vil indgå i den gennemgang, og det er for tidligt at konkludere fremtiden for projektet. Skal vi lave væsentlige ændringer i projektet, betyder det, at vi skal sende opgaven i udbud igen”, siger Niels Arend Koefoed.

Og netop det at sende opgaven i udbud igen vil man rigtig gerne undgå på Københavns Rådhus. Her har man et stort politisk pres for at få projektet gennemført. Det har nemlig allerede trukket ganske pænt ud og er en gang blevet dyrere.

Uanset hvad, så er den planlagte åbning af busterminalen i foråret 2023 ikke længere mulig, da den var lagt an på kontraktindgåelse i begyndelsen af maj 2022. Hvor længe forsinkelse bliver, handler om hvilke muligheder Vejdirektoratet og Københavns Kommune kommer frem til.

Fjernbusterminalen skal afløse det kaos, der er i dag ved DGI Byen lige bag hovedbanegården. Her kommer alle fjernbusser fra ind- og udland nemlig ind. Og området har ikke plads til at passagerer kan sættes af på en fornuftig og forsvarlig måde. Det medfører dagligt farlige situationer i trafikken.

Busterminalen er planlagt til at ligge under Dybbølsbro ved S-togsstationen Dybbølsbro Station mellem jernbanen og Carsten Niebuhrs Gade, hvor der i øjeblikket er ved at blive opført en IKEA-forretning.

Vejdirektoratet er bygherre på projektet for Københavns Kommune.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*