Hiit Studio gør klar til ny adresse på Teglholmen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Af Jesper Schou Hansen

 

Der skal bygges boliger og erhverv, hvor Teglværket holdt til ved Teglværkshavnen, og det betyder også, at Hiit Studio som har boet der siden 2017 skal gøre klar til at flytte, og indtil for nyligt har det været lidt af en neglebidende forestilling.

”Vi har fundet et nyt sted ikke langt herfra, så vi bliver i området. Selvfølgelig kunne vi godt tænke os at være blevet noget længere på adressen, men vi har jo længe kunnet se, hvordan der blev bygget rundt omkring os. Og vi har også haft snøren ude efter noget i Pladehallen, som længe så ud til at blive stedet. Men det blev det så ikke”, fortæller Christian Stilbo, der er manager i Hiit Studio.

Det nye sted ligger på A. C. Meyers Vænge, men længe var det Pladehallen, der ligger til den modsatte side ved Frederiksholmsløbet. Aftalerne med udlejer i Pladehallen kom Hiit Studio dog ikke i mål med.

”Vi var faktisk med fra starten, da Pladehallen blev bygget, og vi havde plantegninger og det hele lavet klar med udlejer arkitekt. Men så kom corona, og så ændrede det hele sig. Vi måtte ændre konceptet og kom med både vinbar, sandwichbar og så vores fitnesscenter. Desværre syntes de kun, at vin- og sandwichdelen var interessant, men for os er det jo fitnessdelen, som er det bærende. Så det blev ikke til noget”, konstaterer Christian, der fortæller, at det netop er i disse dage, at man har fået de sidste detaljer på plads med den nye adresse.

”Vi glæder os utrolig meget til at byde vores medlemmer velkommen i de nye lokaler. Vi er kommet godt i gang efter coronaen og nu bliver det fedt med de helt nye lokaler”, siger Christian. Under første corona lockdown i 2020 var studioet lukket ned på linje med alle andre, mens man under anden nedlukning i 2021 havde gang i cirka 70 procent af aktiviteterne udendørs.

 

Micro fitness

I modsætning til de store fitnesskæder har HIIT Studio et lidt andet koncept, hvor den gennemsnitlige kunde er cirka 40 år og har en ambition om at få en sund rytme med træning og måske smide nogle kilo også.

”Det er ni ud af ti af vores kunder, som er lokale. Og de deltager typisk på holdtræning. Vi har cirka 250 medlemmer, og det er de 200, der er en del af holdtræningen, hvor resten har en personlig træner eller deltager i et vægttabsforløb”, siger Christian, som fortæller, at første aftale med Hiit Studio altid er 1 til 1 med en coach, så kunden kan finde ud af, om der er et godt match. Det gør også, at kunderne i gennemsnit bliver meget længere end hos fitnesscentre generelt.

Når Hiit er flyttet, er der 253 kvm fitnesscenter og så et stort udendørsareal, som vi vil få mulighed for at udnytte som et loungeområde i sommerperioden – noget der også er med til at skabe den stemning og det sammenhold, som Hiit er kendt for. Noget der også giver sig udslag i en tur til Club La Santa.

Hos Hiit Studio satser de på, at man allerede i løbet af ultimo juni kan have flytningen helt på plads.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*