Golden Days indtager København: Festival hylder fortidens heltinder, verdenskvinder og ukronede dronninger

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Fra den 2. til den 18. september sætter den kulturhistoriske festival Golden Days fokus på kvinder, køn og magt. Under titlen Queens præsenterer festivalen et tætpakket program, der retter rampelyset mod alle de markante kvinder, der har sat et særligt aftryk på historien. Blandt højdepunkterne i indre København er årets store åbningsfest på Dronningens Nytorv, film om kvindelige tænkere, en kongehuskritisk paneldebat og arrangementer om frontløbere i både arbejder- og modstandsbevægelsen.

Golden Days er tilbage. Igen i år er der masser af arrangementer i Indre By, hvor publikum i løbet af festivaldagene kan opleve dronninger i alle afskygninger – fra selveste H.M. Dronning Margrethe II til rap-dronningen Tessa eller ukronede queens fra videnskabens, filosofiens og kunstens verden.

Fest som en dronning

Festivalen åbner med et brag den 2. september, når Golden Days i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg inviterer til et tætpakket program på og omkring Dronningens Nytorv. H.M. Dronningen lægger vejen forbi åbningen af den store byrumsudstilling ‘50 QUEENS’ tegnet af BIG, der i løbet af festivaldagene rejser 50 piedestaler på pladsen til ære for udvalgte kvinder i danmarkshistorien. Herefter sparker Tessa festivalen og aftenens program i gang, og publikum kan gå på opdagelse i udstillingen, lade sig hypnotisere af kunst med kvinder i front, møde queens som Ritt Bjerregaard og Ghita Nørby, høre Tove Ditlevsens tekster fortolket af et klassisk kor eller danse som en dronning til både Dame Dearest og DJ Malika Mahmoud. Åbningsfesten er gratis, og alle er velkomne.

Mød midernes moder


Bliv klogere på en af de mest betydningsfulde danske videnskabskvinder, når Statens Naturhistoriske Museum den 3. september inviterer til en gratis talk om zoologen Marie Hammer (1907-2002), der rejste verden tynd i sin udforskning af mosmider og hvis resultater understøttede teorien om kontinenternes bevægelser og sammenhænge gennem tiderne. Mød Eva Tind, forfatter til romanen ’Kvinden der samlede verden’ (2021), der vil fortælle mere om den ukuelige zoolog, hendes fascinerende liv og helt epokegørende opdagelser.

Til de kongehuskritiske


Selv om Golden Days i år er dedikeret til ‘QUEENS’, er der som altid plads til flere perspektiver på årets festivaltema. Vær med, når ATLAS Magasin den 6. september inviterer til en aften, der debatterer monarkiets relevans i dag. Til arrangementet diskuterer et panel om det royale jubilæum er en god anledning til at tage afsked med den gamle royale institution. Samtalen tager udgangspunkt i artiklen ’Ti argumenter imod Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’ og i panelet sidder Christoph Houman Ellersgaard, der er lektor i sociologi på CBS, hvor han forsker i magt og eliter, og Alexander Rich Henningsen, der er redaktionschef på ATLAS og erklæret republikaner.

Søstre i krig


Historien er fyldt med stærke, modige og visionære mænd. Men gennem historien har også kvinder taget teten, svunget sværdet, brudt normerne og gået allerforrest. I festivalens første uge sætter Frihedsmuseet og Københavns Stadsarkiv fokus på kvinder, der tog ansvar. Under en rundvisning på Frihedsmuseet får kvinderne hovedrollen i et nyt perspektiv på modstandskampen. For i virkeligheden spillede kvinderne en ganske afgørende rolle – lige fra at arbejde som kurerer, over at skjule modstandsfolk til koldblodigt at likvidere tyske håndlangere. Stadsarkivet kan publikum møde de centrale skikkelser fra landets ældste kvindesagsorganisation, Dansk Kvinde Samfund fra 1871.

Kvindelige kunstpionerer og feministisk filosofi på det hvide lærred


Kender du din dronningerække inden for filosofi og politisk tænkning? Under hele festivalen inviterer Cinemateket til en horisontudvidende arrangementsrække, der udfolder nogle af de største kvindelige tænkere. Gennem otte arrangementer kan du stifte bekendtskab med bl.a. Hildegard von Bingen, Simone de Beauvoir, Hannah Arendt, Iris Murdoch og Angela Davis. Til hvert arrangement holder en forsker indledningsvist et foredrag om dagens hovedperson, hvorefter Cinemateket viser en dokumentar- eller fiktionsfilm.

I Grand Teatret hyldes de kvindelige pionerer i kunstens verden, når biografen i løbet af festivalen inviterer til en række film om markante kvindelige kunstnere som Frida Kahlo, Hilma af Klint, Yayoi Kusama og Helene Schjerfbeck eller forfatteren Patricia Highsmith.

Golden Days 2022 finder sted fra 2.–18. september med arrangementer i Storkøbenhavn.
Find det fulde festivalprogram og læs mere på www.goldendays.dk

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*