Lokale på Bryggen kæmper energisk for at skabe ny grøn plads

Der er blevet grønt på Hestedroche-grunden ved Kigkurren på Islands Brygge – og her med fællesspisning i det grønne i sommers. Foto: Jan Oster.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Af Anders Bo Petersen

 

Engang lå der en stald, og der blev kørt med hestedroche fra grunden ved Kigkurren på Islands Brygge. Men i dag er det en lille grøn plet i lokale kræfters forsøg på at gøre området omkring den brostensbelagte plads – der bruges til parkering – til en grøn forbindelse til Amager Fælled, der ligger, hvor pladsen ender.

Og ideen er så god, at flere aktører bakker op om sagen. Således har Amager Vest Lokaludvalg valgt at betale for leje af hestedroche-grunden, som er ejet af kommunen ligesom flere andre aktører – herunder Nordea – har valgt at støtte dele af projektet.

Et af initiativerne er at begrønne området og skabe en plads, der indbyder til fælles aktiviteter som eksempelvis fællesspisning. Noget som fandt sted tidligere på måneden med stor succes, fortæller Jan Oster, fra Islands Brygge Lokalråd, som er blandt initiativtagerne til ideen med den begrønnede plads.

 

Stor opmærksomhed fra fond

”Vi tændte bålfade, og man medbragte selv drikkevarer, hvad man ønskede at grille og en ret til en fælles buffet. Vi havde fantastisk dejligt vejr, og arrangementet var en stor succes. Samtidig havde Nordea Fonden sendt et filmhold til at optage vores projekt. Nordea Fonden er en af vores store støtter økonomisk og er meget begejstrede for projektet”, fortæller Jan Oster.

Nordea Fonden har i øvrigt besluttet at etablere en ny pulje på 50 millioner kr. til tilsvarende projekter spredt over hele Danmark.

Der har længe været arbejdet med initiativer for at skabe en grøn udgave af området fra Hestedroche-grunden over Kigkurren og frem mod Artillerivej – og dermed Amager Fælled. En omdannelse af selve Kigkurren kræver dog en gentænkning af hele pladsen, ligesom områdets mange parkeringspladser formentlig vil blive kraftigt reduceret.

 

Fremtiden er åben

Planerne kompliceres videre af, at Børne- og Ungdomsforvaltningen i en årrække har haft øje på hestedroche-grunden, til byggeri af en daginstitution. Imidlertid har andre byggerier af institutioner i området gjort, at forvaltningen i hvert fald ikke pt. har behov for at have option på grunden.

Initiativet med et grønne Kigkurren er også tilmeldt World Capital of Architecture | Arkitekturåret 2023 med et event. Her har nysgerrige mulighed for at komme forbi, ligesom det er er muligt at orientere sig på de plancher, som et opsat på grunden.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*