Ny kunsthal-café ligner intet andet

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Alle stole er unikke og til salg i Connie-Connie, den nye prisbelønnede café i Copenhagen Contemporary på Refshaleøen. Her går et skævt og moderne kunstnerisk univers hånd i hånd med velsmagende små frokostretter i en café, der bestemt ikke ligner alle de andre.

 

Tekst og fotos: Mikkel Bækgaard

 

Her er godt nok grønt. Det er første indtryk, når man træder fra de hvidmalede vægge i de store gallerier i kunsthallen Copenhagen Contemporary og ind stedets nyåbnede café, Connie-Connie. En gang fører fra kunsthallens reception og ind i det grønne univers, hvor gulv og dele af væggene er malet varmt lysegrønne, og hvor grønne gardiner hænger fra loftet mange meter højere oppe.

Og så er der siddepladserne, der bestemt ikke ligner normale cafestole. Det er det andet umiddelbare indtryk, der rammer en, når man træder indenfor. Her er ikke to stole, taburetter og bænke ens, og ikke alle ser lige komfortable ud. Ikke desto mindre ser de interessante ud – hver på sin måde – og det er helt bevidst, fortæller caféens daglige leder Benjamin Lind, da han tager imod Havnefronten i Connie-Connies grønne univers.

“Alle 25 siddemøbler her i caféen er lavet af forskellige kunstnere, der blev inviteret til hver at give deres bud på en stol til os. Det betyder, at ikke to af dem er ens – og at de faktisk alle sammen er til salg. Eller rettere: Man kan købe et møbel magen til, for originalerne bliver stående her i caféen”, forklarer Benjamin Lind.

 

Installationskunst møder grøn, billig mad

Det er designbureauet Tableau, der står for det overordnede koncept, og som har stået for at invitere 25 kunstnere til hver at udvikle en stol. Træet er overskudstræ fra Dinesen, der er kendt for at producere trægulve af ypperlig kvalitet, og Dinesen har ligeledes leveret træ til borde og bordplader i caféen.

Idéen med Connie-Connie, som åbnede 3. december, er at lave et sted, hvor den moderne kunstneriske installationskunst møder grøn, billig og velsmagende mad – et sted, hvor gæsterne kan nyde en enkel frokost eller et stykke kage og en kop efter et besøg i kunsthallens store gallerier.

Og det ser ud til at lykkes, for de specialdesignede møbler, de grønne farver og det stramme udtryk sætter en særlig stemning, der går godt i spænd med de enkle retter på frokostkortet. Her er er blandt andet velsmagende salater, grillede sandwichs og skønne sardiner i spicy olivenolie serveret med saftigt surdejsbrød – og til omkring 90 kroner for en frokostret bliver ingen ruineret her; altså med mindre de køber ind af møblerne, der for de dyrestes vedkommende løber op i over 100.000 kroner.

Og det er et koncept, der er blevet taget godt imod, forlyder det fra Benjamin Lind:

“Vi har fået virkelig meget omtale af caféen, især i design- og livsstilsmedier, der har fokuseret på det stramme design og de specialudviklede møbler. Men også hos Politiken, der var så søde at sende en anmelder, der rent faktisk skrev om maden – og som var glad for den”, siger han.

 

Designpris til caféen uden køkken

Selvom retter, kage og kaffe er velsmagende og billig, er det dog begrænset, hvor store kreationer det kan blive til, forklarer Benjamin Lind videre. Caféen har nemlig ikke et regulært køkken, så derfor bliver alt maden til bag baren i caféen, hvilket sætter naturlige begrænsninger for de kulinariske udfoldelser.

“Det eneste varme, vi kan lave, er vores grillede sandwiches”, siger Benjamin Lind.

Men det skal nu ikke holde en tilbage fra at besøge stedet, som allerede er blevet prisbelønnet. Således kunne Connie-Connie for nyligt sole sig i at modtage en Wallpaper Design Award 2022 i kategorien ”Best cafe seating”, ligesom mange kommer forbi for både at nyde mad og den særlige stemning, der opfordrer til, at kameraet bliver fundet frem og resultatet ender på f.eks. Instagram.

 

Kunsthal med lys og det sorteste hul

Connie-Connie er som nævnt caféen i Copenhagen Contemporary, Refshaleøens store kunsthal i B&Ws gamle svejsehaller, der med store gallerier og højt til loftet giver plads til moderne installations– og konceptkunst i storformat.

Indtil 4. september kan gæsterne – inden eller efter et besøg i caféens grønne omgivelser – nyde udstillingen Light & Space, der viser både historiske og helt nye værker fra den amerikanske lys- og installationskunst, der opstod i Californien i 1960’erne.

Her leger værkerne med lys og rum og sætter gæsterne i uvante situationer. Det sker blandt andet da Havnefrontens udsendte først ser sig sure på en sort firkant malet på væggen – indtil han indser, at der ikke er tale om en malet firkant, men derimod et hul i væggen beklædt med et ekstremt sort materiale, der absorberer alt lys. Således er det umuligt at se selve hullet, der kun afslører sig selv med en særlig rungen, hvis man taler ind i det.

 

Det normale bliver vendt på hovedet – også i caféen

En anden stor oplevelse i den aktuelle udstilling er et helt hvidmalet rum og diverse lysinstallationer, der bøjer tankerne i helt nye retninger, fordi øjne og hjerne bliver udfordret og fordrejet.

Således passer kunsthal og café sammen, hvor ideer om det normale bliver vendt på hovedet – det gælder såvel i udstilling som i den nye café, hvor møbler og indretning sender en i nye retninger for, hvordan en café i kunsthal skal tage sig ud.

Og den slags kan man kun tage hatten af for, når maden samtidig er billig og bare smager virkelig godt.

 

24Connie-Connie

Ny café i Copenhagen Contemporary på Refshaleøen. Nyd enkle, billige og grønne frokostretter, og nyd godt af de originale rammer. Og køb et møbel med hjem, hvis du er til det – og har penge nok. www.copenhagencontemporary.org

1 Comment

  1. Hej.
    Måske jeg kunne tænke mig at fejre min fødselsdag til frokost hos jer. Vi er ca. 12 og flere vegetarer. Lørdag den 4.5.23 kl 11.
    Hører gerne nærmere fra jer.
    Mange hilsener Nina.
    Mange hilsener Nina

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*