Russisk ejede Sportmaster på Fisketorvet skal sælges af nystartede mæglere

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Af Jesper Schou Hansen

 

Sportmaster-kæden, der blandt andet har butik på Fisketorvet, er igen sat til salg, og salget er lagt i hænderne på den forholdsvis nystartede virksomhed HCN Partners, der ledes af Henrik Nederschier og Casper Nørgaard, som begge kommer fra Handelsbanken.

Her ledede de Handelsbankens Corporate Finance-forretning, som de overtog i februar sidste år under navnet HCN Partners. Trods skilsmissen fra Handelsbanken er er relationen så tæt, at banken selv betegner det sådan, at Handelsbankens Corporate Finance-forretning i Danmark har skiftet navn til HCN Partners.

Det er altså erfarne kræfter, som er sat til at sælge Sportmaster-kæden, og det kommer der også til at være brug for. For den russisk ejede kæde er langt fra nogen guldgrube i Danmark. Faktisk overtog russerne ejerskabet fra den svenske kapitalfond Nordic Capital, der ikke lykkedes med at skabe en god forretning. Således viste seneste regnskab med de svenskere ejere næsten en halv milliard kroner i underskud som følge af store afskrivninger.

 

Rent russisk ejet

Det var den russiske oligark Nikołaj Fartuszniak, som sammen med sin søn Vladimir Fartuschnyak via et skuffeselskab i Singapore, Sportmaster Operations PTE. LTD., købte danske Sportmaster. Nikolaj Fartuszniak er født i det gamle Sovjetunionen og fik efter sammenbruddet russisk statsborgerskab. Den by, han er født i, ligger imidlertid i det nuværende Ukraine, og det har Sportmaster i Danmark benyttet til at tale om hans ’ukrainske rødder’, ligesom selskabets pressetalsmand Christina Schärfe Lambach er citeret for at sige, at ”de spekulationer, der er omkring sindelag hos Sportmaster Danmarks ejere, er …..helt udokumenterede”. Fartuszniak har imidlertid aldrig haft ukrainsk pas, men derimod russisk, og er etnisk russer. Han har som en række oligarker købt sig til maltesisk pas, bosat sig i Schweiz og driver virksomhed i Rusland. Kæden har været underlagt sanktioner i Ukraine, fordi kæden er fortsat med at drive virksomhed på det besatte Krim, ligesom kæden har 350 butikker i Rusland.

Netop det klare russiske ejerskab er nu årsagen til, at kæden er sat til salg ifølge de interviews, som Sportmaster har givet til flere medier.

Lokalavisen Havnefronten har i løbet af påsken forsøgt både via mail og telefon at komme i kontakt med HCN Partners for at spørge til interessen og mulige købere. I forvejen findes der andre sportskæder på det danske marked, som enten helt eller delvist kunne være interesseret i at overtage kæden.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*