Stor skuffelse over at København må droppe kæmpe vindmølleprojekt

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Borgerrepræsentationen besluttede torsdag aften at trække kommunens støtte til Aflandshage havvindmøllepark. Det sker, da projektet har mistet sin etableringstilladelse og nu rummer en for stor økonomisk risiko. Nu opfordrer overborgmester Sophie Hæstorp Andersen til, at der bliver skabt bedre og mere trygge rammer for vindmølleprojekter. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

.

Med 26 havvindmøller, der kunne levere grøn strøm svarende til 300.000 husstandes forbrug i hovedstadsområdet, var Aflandshage havvindmøllepark et af de mest ambitiøse grønne projekter i Københavns området. HOFOR har været i gang med planlægningen siden 2016, og udviklingen af projektet har kostet næsten 500 mio. kr. Nu skal Aflandshage sættes i bero.

”I København vil vi gerne skubbe ekstra på den grønne omstilling og sikre grøn og bæredygtig strøm til vores forbrugere og virksomheder. Men vi kan selvfølgelig ikke risikere milliard-store regninger til skatteborgerne, når der ikke foreligger en etableringstilladelse. Og derfor har vi været nødsaget til at trække støtten til projektet,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

.

Flagermus dræber projektet

Det er en klage fra Danmarks Naturfredningsforening, der spænder ben for den grønne omstilling. Foreningen har fået medhold over, at forholdene for flagermus ikke er undersøgt tilstrækkeligt.

”Rammerne for at opsætte vindmøller må kunne indrettes smartere og smidigere. Vi skal selvfølgelig tage hensyn til naturen og respektere klageprocesser, men setuppet må kunne indrettes, så man ikke skal syv år og adskillige hundredemillioner kr. hen i planlægningen, førend det viser sig, at nogle flagermus står i vejen for det største grønne tiltag i Københavns historie. Det er i alles interesse, at vi som samfund indretter betingelser, som skaber tillid og tryghed til planlægning og opsætning af vindmøller. Det har vi tydeligvis ikke nu”, siger Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmesteren opfordrer til, at de relevante aktører, herunder Klimaministeriet, Energistyrelsen, Energiklagenævnet og branchen centrale parter sætter sig sammen og får kigget på nogle mulige løsningsmodeller. Vindmøller udgør et afgørende vigtigt led for både Københavns – og Danmarks – samlede grønne omstilling.

.

FAKTA

Energiklagenævnet ophævede etableringstilladelsen til Aflandshage efter en klage fra Danmarks Naturfredningsforening. Energiklagenævnet fandt bl.a., at der manglede undersøgelser af projektets påvirkning af flagermus før etableringsstart. Flagermusforhold var planlagt til at blive undersøgt i etableringsfasen.

Fraværet af en etableringstilladelse betyder imidlertid væsentlige ændringer i projektets risikoprofil, bl.a. ift. klager over miljøvurderingen og usikkerhed omkring en ny etableringstilladelse. Det kan medføre et stort tab, som HOFOR som virksomhed ikke kan bære, og i sidste ende vil det også kunne påføre kommunen en milliardstor økonomisk risiko. Derfor har HOFOR’s bestyrelse indstillet over for Borgerrepræsentationen, at projektet ikke fortsætter.

HOFOR har arbejdet på at opføre vindmøller i Øresund siden 2011, og arbejdet med den nuværende placering af Aflandshage siden 2016.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*