Skybrudssæsonen er over os – hvad gør du?

Forsyningsselskabet HOFOR er i gang med at skabe plads i byerne til mere regn, men der er også flere ting, man som borger kan gøre forud for skybrudssæsonen.

.

Kalenderen melder sommer, som udover solskin også er sæson for kraftige regnbyger og skybrud. Der har allerede været mindre helt lokale skybrud, og DMI har flere gange varslet risiko for både kraftig regn og skybrud.

Det er derfor nu også tid til at beskytte bolig og ejendom, så man kan undgå de dyre vandskader.

”Der kommer meget mere vand som følge af klimaforandringer. Skybrud, stormflod og truende grundvandsstigninger giver oversvømmelser i byerne og medfører dyre skader i private hjem og hos erhvervsdrivende. HOFOR arbejder på at klimasikre hele hovedstadsområdet, så regnvandet gør mindst mulig skade i byerne. Men selvom vi i samarbejde med kommunerne gør, hvad vi kan for at finde plads i byerne til en stor del af sommerens megen regn og skybrud, så må borgerne også hjælpe med at passe på deres hjem. Og det har vi nogle gode råd til, hvordan man gør,” siger Brian Hansen, direktør for Vand & Spildevand i HOFOR.

.

Hvad har du i kælderen?

Alle bør for eksempel tænke over, hvad man opbevarer, og hvordan man opbevarer ting i kælderen. Det er en god idé at få installeret et højvandslukke, så der ikke kan komme kloakvand op.

Måske kan ejendommens indgangsparti hæves og eventuelle lyskasser blændes, eller få lavet en kant, så vandet ikke løber lige ned fra fortovet eller haven.

Når et skybrud rammer, er der flere forhold, man som borger skal være opmærksom på. Er kælderen eller vejen blevet oversvømmet, er det vigtigt at undgå hudkontakt med vandet. Det kan være opblandet med kloakvand, som udgør en alvorlig smittekilde.

.

Pas på kloakdæksler

Løse kloakdæksler skal man også være ekstra opmærksom på. Ikke alle dæksler er forsynet med hængsler og kan blive skubbet af, hvis der er meget tryk på kloaksystemerne. Vær derfor forsigtig, særligt hvis gaden er dækket med vand, hvor det er svært at se, at et dæksel mangler eller sidder løst.

.

Forberedelser forud for skybrud og intens, vedvarende regn:

  • Rens tagrender og afløb, så vandet kan løbe frit.
  • Sikker opbevaring i kælderen: Sæt ting i kælderen på reoler, der kan desinficeres, mindst 40 cm over gulvet.
  • Tjek terrænet ved din ejendom. Falder terrænet ind mod huset, kan du grave kanaler, der leder vandet væk fra ejendommen og længere ud i terrænet.
  • Begræns opstigende kloakvand. Du kan få monteret højvandslukke og/eller sløjfe gulvafløb i kælderen, der ikke bruges.
  • Se flere gode råd på hofor.dk/skybrud

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*