Den stærkes ret – den svages pligt

Tekst og fotos: Jette Ingerslev

Komponisten Niels Rønsholdt har sammen med instruktør og scenograf Louise Beck skabt en operatrilogi med titlen Den stærkes ret. Den svages pligt. Udgangspunktet for de tre dele er aktuelle konflikter og krige. En væsentlig del af operaens kraft ligger i valget af de rum, hvor forestillingerne opføres.

Første del af trilogien blev opført i Aarhus under Aarhus Festuge i 2025 – i selve Retten. Den midterste del kan nu opleves i Universitetsbiblioteket i Fiolstræde under Copenhagen Opera Festival, der fra 13. til 23. august byder på 140 operaoplevelser på 54 lokaliteter.

Den sidste del vil blive opført i efterårsferien 2027 i Kongehallen i Lejre.

Universitetsbiblioteket i Fiolstræde

Universitetsbiblioteket blev tegnet af arkitekt Johan Daniel Herholdt og åbnet i 1861 med plads til 300.000 bøger – senere 600.000. Med tiden blev bygningen for trang, og i 2009 ophørte den som egentligt universitetsbibliotek.

Efter en omfattende renovering genåbnede den i 2023 som et samlingssted, hvor Københavns Universitet kan møde omverdenen. Her foregår både forskningsmæssige og kulturelle aktiviteter.

Bygningen er et markant eksempel på historicisme med inspiration fra italiensk kirkearkitektur. Indenfor åbner der sig et aflangt, centralt rum, hvorfra små ”celler” med boghylder udgår i stueetagen.

På første sal står reolerne vinkelret på hovedrummet og kan overskues fra en gang, der er afgrænset af et jerngelænder. Mange af reolerne rummer fortsat talrige bøger og dokumenter.
Det er i dette historiske rum, at operaen folder sig ud.

En opera blandt bøger og jura

Dørene blev åbnet, og i det dunkelt oplyste og næsten magiske rum blev publikum mødt af en kvindelig danser iført bikini. Under akrobatiske øvelser uddelte hun programbogen – med tæerne.
Derefter trådte den juridiske professor Rasmus Grønved Nielsen frem i sort jakkesæt. Han holdt en kort, formel forelæsning om retsforhold i Danmark med fokus på juristen og senere minister Andreas F. Krieger (1809-1897) og hans prisafhandling fra 1839 om borgernes ret til domstolsprøvelse af forvaltningsakter før Junigrundloven. Synspunkterne blev i 1849 knyttet til Grundlovens § 67.

Publikum var dermed fra begyndelsen stemt til en anderledes og alvorlig operaoplevelse, hvor selve biblioteket blev en medspiller – både med sit rum og med den viden og historie, der lå i bøgerne omkring os.

Publikum sad langs siderne af det smalle, centrale rum. På første sal stod James Sherlock med sit instrument og dirigerede via skærme, så alle de medvirkende kunne følge musikken og hinanden.

Fire operasangere, fem musikere og 12 korsangere indgik i forestillingen. Dertil kom otte artister, som bevægede sig gennem en lang række scenarier overalt i rummet – også uden for gelænderet og op ad søjlerne. De føltes som flagermus med uforudsigelige bevægelser. Operaen udspillede sig helt tæt på publikum, som på spektakulær vis selv blev inddraget i forestillingen.

Magten som våben

Overordnet handler operaen om magt – og om magten som våben.
Forestillingen er inspireret af den oldnordiske saga om Hervør og Hejdrik, hvor et magisk og forbandet sværd bliver årsag til slægtens undergang indefra.

I operaen ønsker den gamle enkedronning ”Hende” at dele magten. Magten er symboliseret ved en lysende kongekrone /”sværdet”. Enkedronningen vil dele den med ”Det Gode Barn”, sunget af sopranen Katinka Fogh Vindelev.

Men at dele magten viser sig ikke at være umulig. ”Det Onde Barn”, sunget af kontratenoren Morten Grove Frandsen, tiltvinger sig magten. Og får publikum med sig i hyldesten og råbet ”Morten-Morten-Morten”.
Samtidig har verden udenfor det stadig dårligere. Solen brænder, regnen styrter ned, vinden hærger, og folket sulter. Der må findes et offer – og til sidst bliver det ”Det Onde Barn”.

Tilbage står den lysende krone som den eneste vinder – midt blandt bibliotekets mange bøger og århundreders ophobede visdom.
Tankerne ledes næsten uundgåeligt hen på vores egen tid, hvor lovbøger, demokratiske principper og menneskelighed kan blive tilsidesat for ussel mammon og magtbegærlighed.
I denne opsætning blev publikum selv en del af handlingen – og i sidste ende også ofre for magtudøverne. Det gør forestillingen til mere end en operaoplevelse. Den bliver en påmindelse om, at vi alle har et ansvar for at værne om lov, orden og de rettigheder, som et demokratisk samfund bygger på.
Her var det musikken og de medvirkende, der med nye toner, stærke billeder og stor kraft satte tankerne i bevægelse. Ikke blot som ord, men som en opfordring til handling.

Eftertanker

Professor Rasmus Grønved Nielsen har sammen med professor, dr.jur. Ditlev Tamm skrevet den bog, der blev vist frem ved publikums ankomst.
Rasmus Grønved Nielsen gengav loyalt, at en anmelder havde bemærket, at Domstolsprøvelse af forvaltningsakter før Junigrundloven næppe var nogen ”kiosk-basker”. Bogen er ganske rigtigt præget af et juridisk sprog og et specialiseret indhold.
I disse år er der god grund til at beskæftige sig med emnet. De daglige avisberetninger om borgeres oplevelse af svigt i mødet med myndigheder – blandt andet i skattesager – minder os om betydningen af den grundlovssikrede ret til at få prøvet sine uoverensstemmelser med magthaverne ved en domstol.
Måske er det netop operaens styrke, at den kan få os til at tænke over sådanne spørgsmål på en anden måde end den traditionelle forelæsning eller debat. I Universitetsbibliotekets historiske rum blev kunst, jura, historie og samfund flettet sammen.
Og spørgsmålet stod tilbage:
Hvem har magten – og hvem har pligten til at holde den i skak?

 

.