Københavns Kommune vil styrke indsatsen mod luftforurening

Københavns Rådhus. Foto: Anne Marie Korup / Havnefronten.

På et møde i Borgerrepræsentationen i går blev det vedtaget at reetablere en ekspertgruppe, der skal komme med forslag til, hvordan luftforureningen i København kan nedbringes yderligere for at styrke sundheden i byen.

Det skete på baggrund af et bredt medlemsforslag fra Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Alternativet.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udarbejdede fra 2019 til 2023 årlige rapporter, som giver en status på helbredseffekterne af luftforureningen i København i dialog med Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen. Rapporterne blev vurderet af en ekspertgruppe og sådan en gruppe bliver nu nedsat igen.

Luftforureningen skal længere ned

”Københavnerne vælger ikke selv den luft, de indånder, og luftforurening er stadig en stor udfordring i byen. Derfor skal vi også fortsætte med at skubbe på udviklingen for renere luft. For mig er det vigtigt, at vi gør det, som faktisk virker, og hvor vi får mest effekt og sundhed for pengene, og ikke bare hvad vi plejer. Nye initiativer skal bygge på ny viden og konkrete anbefalinger, og det kan ekspertgruppen hjælpe med,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V).

”Vi har gennemført mange gode tiltag for at nedbringe luftforureningen i København, men vi har brug for at komme endnu længere. Det er vigtigt, at vi som politikere hele tiden får nye input fra eksperter til initiativer som kan øge sundheden, så vi kan træffe de rette politiske beslutninger og gennemføre de rette løsninger,” siger Line Barfod, klima-, miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune.

Stadig overdødelighed pga forurening

Målinger viser, at luftforureningen i København generelt er lavere end i mange andre storbyer, men der er fortsat udfordringer med sundhedsskadelige partikler og kvælstofdioxid (NO₂), og det koster årligt omkring 400 københavnere livet.

Ligesom den tidligere ekspertgruppe vil arbejdet ske i et tæt samarbejde mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen. Etablering af ekspertgruppen kan ske, hvis der sættes penge af til den i det kommende budget.

Error, no Advert ID set! Check your syntax!

Vær den første til at kommentere

Efterlad et svar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*