Af Mette Ydebo
Hun har været et vinget uhyre, en giftmorderske, en seksuelt pirrende natlig gæst og en utilpasset ligestillingsaktivist, som skaberguden fortrød og forbandede langt ud i ødemarken. Myternes Lilit har prøvet lidt af hvert, og i september bliver hun kortvarigt hovedperson på Dansk Jødisk Museum som led i årets Golden Days-festival, der har alskens monstre som tema.
Det berømte Gilgamesh-epos, verdenslitteraturens første hovedværk, udspringer af en række sumeriske digte om heltekongen Gilgamesh, som levede 2900 år før vor tidsregning i Mesopotamien, nogenlunde hvor det nuværende Irak ligger. I et af disse digte berettes om frugtbarhedsgudinden Inanna og hendes hellige piletræ, som bliver besat af en slange, en kæmpefugl og vinddæmonen Lilit. Inanna får Gilgamesh til at befri træet, og Lilit bliver rasende over hans styrke. Hun smadrer sin bolig i piletræet og flygter ud i ørkenen.
I sumerisk og akkadisk mytologi er Lilit forbundet med destruktion og mørke kræfter. Det akkadiske ord ’lilu’, som Lilit relaterer til, betyder ‘spøgelse’, og fra vestsemitisk knyttes det formentlig til glosen for ‘nat’.
Igennem århundreder breder og udvikler myten om dæmonkvinden sig til omkringliggende kulturer. Lilit bliver fortællestof i egyptisk, hebræisk og græsk verdensopfattelse, og hendes skæbne og personlighed følger religiøse og kulturelle mønstre hos de respektive folkeslag.
Bibelens skabelsesberetning er todelt. Først lærer vi, at Gud skabte mennesker i sit billede, ’som mand og kvinde skabte han dem’, altså som ligeværdige. Derefter hører vi, at Gud blæste livsånde i Adam og byggede en kvinde af hans ribben, hvorved kvinden blot fremstår som en tilføjelse. Forskellen skyldes, at to traditioner er smeltet sammen.
At den ligestillede kvinde skulle være Lilit er blot en udlægning. Men navnet forekommer i Esajas’ Bog, hvor hun karakteristisk nok finder hvile i ruinerne af et landskab, Gud har ødelagt i vrede.
Det vrimler med jødiske monstre
I middelalderens jødiske mystik udnytter man fuldt ud den dobbelte skabelsesberetning. Lilit opfattes som Adams første hustru, inden føjelige Eva kommer til. Lilit nægter at indordne sig, forlader Paradiset og bliver en farlig hævnerske, der bl.a. danner par med Satan.
Fra 1100-tallet og ind i moderne tid er hun en integreret del af den østeuropæisk-jødiske overtro. Selv i dag passer mange ortodokse familier på deres babyer ved at hænge amuletter mod Lilits grusomheder på vuggen. I mere sekulære kredse har hun i årtier været et feministisk forbillede, hustruen, som slog sig fri og blev sin egen solohær.
Jødisk folklore tæller diverse fantasifulde monstre, som også vil dukke op i museets gennemgang af jødisk uhygge. Der er fx den usalige ånd dibbuken, som bosætter sig i et menneske og skal fordrives ved eksorcisme. Der er det kunstigt frembragte væsen golemen, som tager magten fra sin herre og må tilintetgøres. Og der er søuhyret Livjatan, som i forskellige scenarier og til forskellige tider forårsager rædsel og kaos, og som Gud selv gør det af med.
Vær den første til at kommentere