Tivolirevyen forsætter endnu en sæson med instruktør Martin Miehe-Renard i spidsen i 2027. Dermed er der igen udsigt til skarp satire, aktualitet og masser af musik, når Tivoli til næste sommer blænder op for endnu en sæson af Tivolirevyen i Glassalen. Tivoli løfter i næste uge, for hvem der indgår på holdet og skal føre den mere end 140 år gamle revytradition videre i 2027.
Revyholdet i 2027 bliver en god blanding af nogle landets erfarne revynavne med populære profiler fra tv og comedy. Revyholdet præsenteres på et pressemøde på Paafuglen. Instruktør Martin Miehe-Renard står endnu en gang i spidsen for Tivolirevyen, mens Keld Haaning Ibsen vender tilbage som kapelmester.
” Vi bygger videre på dette års revy og laver en klassisk Tivolirevy med afsæt i satire, musik og aktualitet, som taler til det trofaste revypublikum og forhåbentligt også frister nye generationer. Jeg glæder mig enormt meget til at præsentere det nye hold. Fælles for dem alle er komisk talent, spilleglæde og lysten til at sætte ord på elefanten i rummet. Vi skal både drille, overraske og stikke kærligt til vores samtid. Og som verdenssituationen ser ud lige nu, bliver der vist ikke mangel på emner”, siger instruktør Martin Miehe-Renard.
”Oven på sommerens succesfulde udgave af Tivolirevyen, glæder vi os til at afsløre det nye hold til næste års revy. Vi ved ikke, hvilke emner der optager danskerne næste sommer, men vi tør godt love en aktuel revy, der ligesom i år er fyldt med skarp satire, højt humør og masser af musik, når Martin Miehe-Renard vender tilbage som instruktør og Keld Haaning Ipsen som kapelmester”, siger Kulturdirektør Frederik Wiedemann.
Årets revy fik flotte anmeldelser
Tivolirevyen høstede flotte stjerner og hjerter i medierne med Martin Miehe-Renard som instruktør. I 2027 er han igen klar som styrmand i Glassalen.
Martin Miehe-Renard (f. 1956) fik sin debut som instruktør i Tivolirevyen i 2026, og han er mere end klar til at fortsætte de gode takter i 2027. Han kommer med en baggrund som skuespiller, forfatter, manuskriptforfatter, producent, instruktør, komponist og teaterleder. En fantastisk cocktail, der kan få det bedste og ikke mindst sjoveste og mest rablende vanvittige frem i den stærke revytrop.
Martin blev uddannet skuespiller og producer i slutningen af 70’erne og har lige siden arbejdet på og med stort set alle medier. På landets teatre har han skrevet og instrueret en række shows, egnsspil og børne- og familieforestillinger. Og så har han en stor forkærlighed for revygenren og har både skrevet numre og instrueret sommerrevyer i bl.a. Rønne, Hjørring, Kolding, Esbjerg, Aarhus, Nykøbing F og i Tivoli.
På tv er han især kendt som hovedmanden bag en række af TV 2’s familiejulekalendere som Alle tiders jul (1994), Alle tiders julemand (1997) og Pyrus i alle tiders eventyr (2000). Derudover har han skrevet og instrueret en lang række spillefilm, bl.a. tre Min søsters børn-film, tre Far til fire-film og Buster (2021).
Kort om Tivolirevyen
Første gang Tivoli kunne præsentere revy var helt tilbage i 1884 under navnet Sommerrevyen. Tivolirevyen har gennem tiderne katapulteret skuespillere ud på stjernehimlen og gjort allerede store stjerner til folkeeje.
Revylegender og skuespillere som Dirch Passer, Osvald Helmuth, Jørgen Ryg, Liva Weel, Poul Reichhardt, Helle Virkner, Ulf Pilgaard, Preben Kristensen, Paprika Steen, Pelle Emil Hebsgaard, Szhirley, Kurt Ravn, Linda P, og Andreas Bo og mange andre, har alle sat deres fingeraftryk på Tivolirevyen gennem de sidste 140 år. Revylegenden Lisbet Dahl stod bag, da Tivolirevyen genopstod i 2023 og fortsatte i 2024 med flotte anmeldelser.
Tivolirevyen fortsatte i 2025 med Linda P som kreativ chef i en enkelt sæson. Martin Miehe-Renard var instruktør i 2026 og fortsætter i 2027.
Premieren finder sted den torsdag den 3. juni kl. 20.00 i Glassalen, og billetsalget starter den 10. september 2026.



Vær den første til at kommentere