Tivoli løfter nu sløret for to af årets store internationale jazz-navne. Den syvdobbelte grammyvinder, trompetisten Randy Brecker indtage Glassalen, hvor han hædrer Miles Davis og den Chicago‑baserede jazzsanger Denise Thimes gæster Tivoli, hvor hun hylder den ikoniske orkesterleder Count Basie og hans famøse orkester.
En af verdens mest anerkendte trompetister hædrer en af klodens største og mest kendte. Den syvdobbelte grammyvinder Randy Brecker markerer nemlig sammen med Tivoli Big Band den 21. oktober kl. 20.00, at jazzlegenden Miles Davis i år ville være fyldt 100 år.
Miles Davis spillede en stribe koncerter i Tivoli i 1960’erne og 1970’erne, og netop derfor er det ekstra specielt, når Randy Brecker til oktober i Glassalen griber trompeten og hædrer Davis under overskriften 100 Years of Miles Davis.
Miles Davis står bag numre som Blue in Green, So What og Freddie Freeloader og anerkendte og populære fortolkninger som My Funny Valentine, Someday My Prince Will Come og Bye Bye Blackbird.
Count Basie hyldes
Miles Davis er dog ikke det eneste jazz-ikon, der i år bliver hyldet i Tivoli. Count Basies musikalske univers folder sig ud den 22. september kl. 20.00, når Tivoli Big Band og Denise Thimes inviterer til en aften i Glassalen med swing, sang og varme blæserarrangementer.
Under ledelse af kapelmester Peter Jensen hylder bigbandet og Denise Thimes den verdenskendte orkesterleder og pianist Count Basie og folder et repertoire ud, der hører til blandt jazzhistoriens mest markante kapitler.
Med forårets kommen rykker jazzen ind i Tivoli
Når foråret har forvandlet Tivoli til et blomsterhav, omdannes Glassalen til en New York-natklub i 50’erne, når den unge verdensstjerne Stella Cole sammen med Mikkel Rønnows 16-mands musicalorkester spiller to koncerter den 19. april med tidløse jazz standards og musicalhits fra The Great American Songbook.
Forårets kommen betyder også årets første Onsdagsjazz-koncert den 6. maj. Fra maj til august kan Tivolis gæster hver onsdag kl. 19.00 opleve jazz under åben himmel på Orangeriet, som enten byder på fremadstormende talenter eller et jazz-orkester med kapelmester og komponist Peter Jensen i front, som har forberedt særlige jazz-arrangementer til koncerterne. Onsdagsjazz er inkluderet i entréen til Tivoli.
Tivoli Jazzpris hylder dansk jazz
Onsdag den 26. august kl. 19.00 vender Tivoli Jazzpris tilbage, når Tivoli i samarbejde med JazzDanmark hylder nogle af Danmarks mest talentfulde jazzmusikere med en række priser med tilhørende legater, der bliver uddelt i Glassalen.
Hver prismodtager kan opleves live i samspil med et jazzorkester sammensat særligt til lejligheden. Kapelmester og komponist i Tivoli Big Band Peter Jensen skriver nye arrangementer af prisvindernes udvalgte sange, som kun kan opleves denne aften.
| Jazz i Tivoli
Stella Cole i Glassalen Den 19. april kl. 14.30 og 19.30 Billetpriser fra 195 kroner inkl. entré til Tivoli
Onsdagsjazz på Orangeriet med skiftende artister Onsdage kl. 19.00 til 21.30 fra maj til august. Årets første koncert er den 6. maj Onsdagsjazz er inkluderet i entréen
Tivoli Jazzpris i Glassalen 26. august kl. 19.00 Billetpriser fra 195 kroner inkl. entré til Tivoli
Tribute to Count Basie with Denise Thimes & Tivoli Big Band i Glassalen Den 22. september klokken 20.00 Billetpriser fra 210 kroner inkl. entré til Tivoli
100 Years of Miles Davis with Randy Brecker & Tivoli Big Band i Glassalen Den 21. oktober kl. 20.00 Billetpriser fra 220 kroner inkl. entré til Tivoli |




Be the first to comment