Karikaturtegneren fra Bryggen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Af Jesper Schou Hansen

Egentlig arbejdede hun på Berlingske – som layouter og redaktionssekretær og med en journalistuddannelse i bagagen. Men for to år siden skete der noget nyt, for da sprang Grethe Nielsen alias ”gstregen” ud som karikaturtegner, satiretegner med mere fra hjemmekontoret på Islands Brygge. Dermed blev det også til et ”goddag” til et job som selvstændig og en masse sjove opgaver under firmanavnet Draw Attention.

”Jeg har nu været i gang i mere end to år, efter jeg sagde farvel til det trygge, men knap så sjove job på Berlingske. Og der har været gang i den lige siden”, fortæller Grethe Nielsen, som både tegner for private, virksomheder, organisationer og til sine følgere på Instagram.

”Hver fredag publicerer jeg satireepisoden ’Den nøgne sandhed – ifølge Iris & Angela’ på Instagram: gstregen. Her kommenterer de især aktuelle historier fra ugens løb. Hvad der sker i Danmark og ude i verdenen.

Mine favoritemner til karikaturerne er beslutningstagere inden for alle kalibre: politik, kunst, sport, miljø, erhverv og så videre, og så er det en mission for mig at få indført mere humor, uhøjtidelighed og originalitet hos de førnævnte”, siger Grethe Nielsen, der selv har fået det internationale ind med modermælken. Hun er nemlig født i New Jersey. Af eventyrlyst rejste hendes forældre fra Skive til USA i 1959 med Grethes to brødre, men kom hjem igen allerede i ´61 for at åbne en manufakturhandel.

Tegner også for private

Det er ikke kun politikere, der får den kærlige streg af følge på Instagram. Faktisk ligger en ganske god del af forretningen i at tegne for private. Og det var også gennem en lille annonce i Havnefronten med tilbud netop til private, at skribenten her blev opmærksom på Bryggens helt egen karikaturtegner.

”Man kan stadig godt nå at få lavet en tegning, som en mere personlig julegave. På min hjemmeside kan man se, at jeg har tegnet både nybagte fædre, den lille familie og flere andre, som gerne har villet have eller give noget, som er unikt.

Kunstnerisk åre

Uddannelsen som journalist og de mange års arbejde på Berlingske som layouter og redaktionssekretær er også blevet suppleret med, hvad Grethe Nielsen selv kalder for, ”sideløbende, kunstneriske selvstudier”.

”Det har været drevet af en dyb interesse for livets mærkværdighed og skønhed, mere end som en plan om engang at skulle være karikaturtegner. Jeg har gået på Holbæk Kunsthøjskole hos Bjørn Ignatius Øckenholt, på Borups Højskole hos Bjørn Kirk, på Glyptoteket hos Laurent Auer, på Ærø Kunsthøjskole hos bl.a. Cecilia Westerberg og senest på Bjørn Ignatius Øckenholts Billedskole på Nørrebro”, som desværre er lukket nu,” fortæller Grethe Nielsen.

Vil du vide mere om, hvad Grethe Nielsen tegner, så kan du ud over Instagram se hjemmesiden draw-attention.dk.

Billedtekst:

Karikatur af professor emerita, dr. phil. Birgitte Possing, der netop har modtaget Holbergmedaljen 2020. Illustration: Grethe Nielsen.

Grethe Nielsen har sagt goddag til livet som selvstændig på Bryggen. Foto: Privat.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*