Historier om tapperhed

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Af Mette Ydebo

 

Somme tider må man uden for sin egen ramme for at realisere det, man har i sig. Dansk Jødisk Museum på Slotsholmen er under ombygning, men det indebærer ikke inaktivitet. Det kræver blot midlertidig flytning. I oktober har museet fx i form af to holocaustsamtaler koblet sig på festivalen Historiske Dage. På Kulturnatten venter fiskekutteren Elisabeth på at fortælle om flugten over Øresund i 1943.

 

Frivillig i en dødslejr

Den britiske journalist Jack Fairweather har flere gange forladt sin ramme. Han fulgte sit lands tropper under invasionen af Irak i 2003, han har skrevet om Afghanistan, og han har lavet en biografi om polske Witold Pilecki, der i sandhed skiftede hverdagen med hustru og børn ud i håb om at bringe mad ind i og information ud af Auschwitz. På festivalen taler Fairweather med historiker og museumsinspektør på Dansk Jødisk Museum Signe B. Larsen om helten fra dødslejren.

I 1940 lod Pilecki sig tage til fange af nazisterne bl.a. for at stifte en modstandsbevægelse i kz-lejren. På længere sigt forestillede han sig et oprør, og at fangerne kunne overtage kontrollen med lejren. Det lykkedes for ham at smugle rapporter ud med beskrivelser af lejrlivet, og hans fortvivlelse var stor, da ingen reaktion kom fra de allierede. Pilecki berettede om tvangsarbejdet, de medicinske forsøg på fangerne, mishandlingen af dem og om giftgaskamrene. Han fortalte, at mængden af internerede var nogenlunde konstant, til trods for at nye fanger ankom ustandseligt. Forklaringen var, at et tilsvarende antal forsvandt op igennem krematorieskorstenene! I London mente man, at han overdrev nazisternes ugerninger.

Efter to et halvt år i Auschwitz overmandede han en vagt, og med hjælp udefra flygtede han fra lejren. Selv anså han sine bestræbelser som mislykkede, men hans biografist Fairweather vil netop pointere, at det ikke var Pilecki, som fejlede. Det var omverdenen, som ikke lyttede og handlede.

 

De danske jøders flugt

I lighed med Fairweather har også den danske journalist Simon Ankjærgaard flere gange ladet sin vante base bag sig. Han har arbejdet i Uganda og Zambia, har været redaktør for hjemløseavisen Hus Forbi og skrevet om psykisk sygdom. Derudover skriver han bøger om bl.a. besættelsestiden. Hans bog om augustoprøret i 1943 blev rost, og nu er en ny om jødeaktionen og flugten til Sverige på vej. Om den taler han med den anden af Dansk Jødisk Museums inspektører, Sara Stadager. Hun interesserer sig for, hvordan formidling og kildehåndtering går for sig, når der snart ikke længere er nogen i live til at berette om begivenhederne, som de faktisk forløb.

 

Elisabeth

Den danske version af holocaust indebar natlige flugtsejladser på Øresund. Den fælles dansk-svenske redning af mere end 7000 jødiske medborgere er verdensberømt. Fra Lolland i syd til Gilleleje i nord organiserede frivillige grupper overfarter til det neutrale Sverige. De fiskere, som stod bag roret, tog sig somme tider godt betalt, men alt fra konfiskation af kutter til egen død var de risici, man kalkulerede med. I dag ved vi, at de tyske patruljer i noget omfang lod overfarterne foregå, men i efteråret 1943 gik mange ud fra, at faren for pågribelse var stor.

Bl.a. København og Amager var udskibningssteder. Fra Dragør blev omkring 700 flygtninge sejlet over Sundet. En af de sidste tilbageværende fiskekuttere, som deltog i redningsaktionerne, er K571 med navnet Elisabeth, som netop hørte til i Dragør og til daglig fortsat befinder sig i byens havn. På Kulturnatten lægger hun til kaj ved Den Sorte Diamant, hvor man kan gå ombord, klappe hende og sige tak for hendes og fisker Einar Larsens indsats for 78 år siden. Samtidig fortæller Dansk Jødisk Museums formidlere aftenen igennem fra Havnebusserne mellem Toldboden og Diamanten om de dramatiske oktoberdøgn.

 

Historiske Dage om jødernes flugt

Dansk Jødisk Museum på Slotsholmen er til stede med historier foran museet, ombord på havnebusserne og ved Diamanten på Kulturnatten 15. oktober. Museet er med på festivalen Historiske Dage 16. oktober kl. 14.40 (Fairweather/B. Larsen) og 17. oktober kl. 15.20 (Ankjærgaard/Stadager) på Folkeuniversitetet i Emdrup, Tuborgvej 164; billetter og info via jewmus.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*