Kærlighedens port – til teatret, balletten og musikken

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on email
Share on print

Tekst og foto af Jette Ingerslev

 

Den store, tunge bronzedør til sceneindgangen på Det kongelige Teater gik automatisk op, da Havnefrontens fotograf nærmerede sig på photo shoot. En næsten symbolsk åbning af døren som signal til teatrets nye sæson. Den står netop for døren med nye forestillinger og mange tilbud, nærmest som protest mod Covid-19-pandemiens tyranni.

Tordenskjoldsgade nr. 8 er et magisk sted. Her er indgangen for alle de mange engagerede mennesker, der sammen skaber kulturelle oplevelser til scenen på Det kongelige Teater. Alle ansatte skal passere det store dørparti med navnet Kærlighedens Port. Den blev skabt i 1985-88 af kunstneren Svend Wiig Hansen (1922-97). Han satte sine ord på dette sted: ” I det ydre er vi jo så lidt, i det indre er vi en verdensbegivenhed.”

 

Den store dør

Dørpartiet, indrammet af lys cement, måler ca. 1.75 x 3 m og består af en dør, to sidestykker og en overligger. Hele bronze-dørpartiet udstråler kraft, intensitet og styrke. Scenariet bringer uvægerligt tankerne hen mod lignende døre i Firenze som Baptisterium og Lorenzo Ghibertis Paradisport fra 1430’erne.

Døren består af otte relieffer (50 x 58 cm), hver med to nøgne figurer, kvindelige og mandlige. Alle har kraftig legemsbygning og markerede muskler. De udstråler vilje, styrke og livsmod. Figurerne optræder i forskellige af livets situationer. Der er gengivet billeder fra det første kærlighedsmøde til episoder med konflikter og kampe, der opstår mellem mennesker. Fortællingerne handler om menneskelige relationer med og mod hinanden. De handler om kærlighed og håb, frygt og tillid, liv og død. Det hele er et billede af teatrets verden og de mennesker, der skal agere på og ved scenen, – men også af verdenen udenfor.

På begge sider af døren findes en 35 cm bred udsmykning med sammenflettede og nærmest vægtløse mennesker, der tumler imellem hinanden. Nederst er der siddende figurer og højere oppe personer, der forsøger at rejse sig. Det hele er eet kaotisk virvar.

Over døren og sidestykkerne, ses en 60 cm høj frise med 8-9 langstrakte og figurer, der fletter sig ind imellem hinanden. Måske svømmer de i et lunt hav eller svæver i stille luftstrømme. Figurerne synes at hæve sig over hverdagens kiv og vrøvl. De er på vej mod noget vigtigere.

Meget rammende sagde Wiig-Hansen: ”Med værket kan man lukke døren op, så de følelser får deres form.”

Og mere overordnet: ”Kunst er det menneskelige. Det, min kunst går ud på, er at tale til mennesket. Alle kan måske ikke forstå ”formen”, men så udtrykket, og det er derfor, jeg bestræber mig på at skabe, hvad jeg kalder ”stærk skønhed”…”

Man må bestemt sige, at det er lykkedes med Kærlighedens Port, netop på dette sted.

 

 

 

Kunstneren vakte forargelse

Hans kunst vakte ofte forargelse, som det skete for eksempel med den nøgne ”Moder Jord” (1954) foran Århus Rådhus.

Hun sad der med spredte ben for at illudere den evigt fødende kvinde. Det blev for meget for det århusianske publikum, hvorefter hun blev flyttet til Herning. Her var der ”højere til loftet og videre udsyn”, og trofast sidder hun og troner dèr med sin urkraft.

Wiig-Hansen blev inspireret af præcolumbiansk skulptur, men også af kykladisk kunst og monolitterne på Påskeøerne. Det ses blandt andet i et af hans største værker ”Mennesker ved havet” (1994) i Sædding ved Esbjerg. Det blev udført i anledning af byens 100-års jubilæum. Monumentet består af fire ni meter høje, siddende, kridhvide figurer, der skuer langt ud over Vadehavet.

Mere lokalt kan københavnerne og andre glæde sig over den store bronzeskulptur ”Slægt løfter slægt” (1997), opsat på Gl. Strand i 2000 og den fascinerende totaludsmykning af Kastrup Kirke (1978).

 

Afstand

Der er stadigt mange oplevelser at finde i København på covid-rigtige gåture. Én af dem er i området ved Det kongelige Teater – også på den mere oversete side i Tordenskjoldsgade med Kærlighedens Port. Den kan glæde eller provokere, men aldrig lade beskueren uberørt.

 

Svend Wiig-Hansen

Blev uddannet på Kunstakademiets billedhuggerskole i 1946-50 og havde her Johannes C. Berg (1886-1955) og Einar Utzon-Frank (1888-1955) som undervisere. Selv blev han professor sammesteds fra 1971-76.

Han udfoldede sig med sine store skulpturer, men også med grafik, maleri, tegning og glasmosaik. Han havde stort set altid menneskekroppen som udgangspunkt. Hans formsprog var ekspressionistisk og monumentalt, nærmest som en urkraft.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*