Einar Már Guðmundsson og Erik Skyum-Nielsen fejres på Nordatlantens Brygge

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Af Anders Bo Petersen

Et langt samarbejde om romaner bliver markeret, når Nordatlantens Brygge senere sætter fokus på et omfattende forfatter- og partnerskab, idet litteratursalonen NordOrd på Nordatlantens Brygge går sammen med Islands Ambassade for at fejre et 40-årigt samarbejde mellem en af Islands største forfattere og hans danske oversætter.

I oktober udkom Einar Már Guðmundssons roman ”Islandske forbrydere” både i Island og i Danmark, hvor den også markerede et 40-års jubilæum for samarbejdet mellem den islandske forfatter og hans danske oversætter, Erik Skyum-Nielsen. Og det er det samarbejde, der med blot en lille corona-forsinkelse bliver markeret med en særlig jubilæumsaften den 2. juni kl. 20 på Nordatlantens Brygge.

40-års jubilæum

Einar Már Guðmundsson debuterede i Island som digter i 1980 og allerede året efter i Danmark med digtsamlingen “Frankensteins kup”. Han markerede sig derefter i både Island og Danmark som en poetisk og magisk realist med de tre romaner, der samlet udgør ”Reykjaviktrilogien” (1982-86), før han fik sit store internationale gennembrud med ”Universets engle” (1993), der vandt Nordisk Råds Litteraturpris.

Ud over flere digtsamlinger og 14 romaner har han skrevet filmmanuskripter, noveller og ikke mindst essays, der tager den islandske samfundsudvikling under kærlig behandling. Han har vundet adskillige priser, og i 2012 blev han desuden hædret med Det Svenske Akademis nordiske pris, også kaldet “den lille Nobelpris”. Og hele hans forfatterskab findes på dansk, oversat gennem 40 år af lektor, litteraturformidler og ikke mindst oversætter Erik Skyum-Nielsen.

Jubilæumsaften i NordOrd

Einar Már Guðmundsson og Erik Skyum-Nielsens partnerskab fejres i litteratursalon NordOrd på Nordatlantens Brygge, hvor Birgir Thor Møller samtaler med forfatteren og oversætteren om deres litterære samarbejde og nogle af dets højdepunkter. Derpå byder Islands ambassade på en forfriskning i anledning af jubilæet. Info og billetsalg på nordatlantens.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*