En primitiv hytte på Slotsholmen

På Kulturnatten og i efterårsferien viser Dansk Jødisk Museum, hvordan jøder fejrer sukkot
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print
Af Mette Ydebo

 

Havnefrontens ‘kongelige’ ø, hvor både Christiansborg Slot og Det Kongelige Bibliotek troner, lægger i den kommende tid også jord til en primitiv hytte med tag af grene og blade. Det sker, når Dansk Jødisk Museum fejrer Kulturnatten den 14. oktober med en udstilling om den jødiske høstfest sukkot. Og altså med en hjemmelavet løvhytte på pladsen foran den nyligt genåbnede museumsbygning. Hytten bliver stående og kan besøges i efterårsferien.

 

Frugthøst og ørkenvandring

Når dagene bliver mørkere og køligere, og efterårsstormene sætter ind, rykker københavnske jøder ud af deres boliger for at spise, somme tider sove, og i reglen byde gæster indenfor i en utæt hule med huller i taget!

Det var ikke helt sådan, det var tænkt fra begyndelsen. Men da begyndelsen ligger nogle årtusinder tilbage i tiden i Mellemøsten, kunne ingen forudse, at også lande højt mod nord skulle komme til at danne ramme om den store mindefest for fyrre års ørkenvandring, hvor Gud sørgede for sit folks overlevelse.

Ordet ‘sukkot’ betyder ‘hytter’ på hebraisk. I Bibelens 3. Mosebog står, at israelitterne på den 15. dag i den syvende jødiske måned og en uge frem skal bo i løvhytter i forbindelse med høsten. Det skal de gøre hvert år til evig tid, så alle slægtled husker på, at Gud lod israelitterne bo i hytter efter at have reddet dem ud af Egypten under Farao.

Der står også, med hvilke frugter og grene de skal fejre de syv dage.

Højtidens indhold har senere tiders jøder fortolket sig frem til. Forud for sukkot bygger man en hytte eller hule. Det er ikke afgørende, hvad væggene er lavet af. Taget, derimod, skal være af grene og løvhang og må ikke være tættere, end at himmelen er synlig igennem det. Ideen er, at hytten på den ene side skal være et ly; på den anden side skal den signalere midlertidighed og skrøbelighed.

Mens templet i Jerusalem stadig stod, drog jøder i tusindvis derop under sukkot for at ofre af deres høst. Sukkot er altså samtidig en takkehøjtid, hvor man dels hylder frugt- og grøntsagshøsten og dels beder om regn for den næste høst.

Festens primære rekvisitter – foruden selve løvhytten – er en citrusfrugt og en grenbuket bundet af en palmegren samt en pile- og en myrtekvist, som man ryster i alle retninger som tegn på, at Gud er allestedsnærværende. De vidt forskellige ting skal symbolisere, at alle slags jøder får del i hans velsignelser.

 

Kulturnat med smag og efterårsferie med pynt

Eftersom sukkot i høj grad handler om sæsonens afgrøder, spiser man navnlig frugt og grøntsager ved måltiderne i løvhytten. Dansk Jødisk Museum tolker imidlertid det med frugten ret frit, for på Kulturnatten byder de på egne produkter med rødder i dansk jødisk historie. Sukkahens gæster kan således afprøve øl, te og chokolade fra museumsbutikken! Københavnske jøder har hen over eftersommeren doneret fotos af deres private løvhytter og høstfester. Disse bliver vist på en plancheudstilling inde i museets hytte. Som bonus er det muligt på sit Kulturpas at se den prisbelønnede VR-film ‘Nattens ende’ i museet. Det er en spillefilm om en jødes flugt over Øresund under 2. verdenskrig. Da pladsen er trang, kræver dette forhåndsbestilling via jewmus.dk.

En løvhytte skal pyntes. Det er næsten en fest i sig selv og kan sammenlignes med kristnes juletræspyntning. I den hytte, man har bygget – eller i synagogens, hvis man ikke har mulighed for at lave en selv – hænges frugter og blomster op, men også ofte fx lysguirlander og papirklip. I efterårsferien er der børneaktiviteter, hvor børn og voksne bl.a. kan lave pynt og deltage i udsmykning af museums-sukkahen.

 

Den jødiske høstfest sukkot – også kaldet løvhyttefesten – falder i år 10.-17. oktober. På Kulturnatten den 14. oktober inviterer Dansk Jødisk Museum på Slotsholmen indenfor i egen løvhytte på pladsen foran museet, hvor man bl.a. kan se en udstilling om danske jøders fejring af højtiden. Derefter er det gratis at være med til at pynte hytten i efterårsferien. Se åbningstider på jewmus.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*