Fritidsjob skal holde unge fra at lave ballade på Fisketorvet

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Fisketorvet har inviteret Foreningen Fisken på besøg, for at bygge bro mellem unge og virksomheder. Den 7. og 14. oktober fra kl. 15-18 på Fisketorvet afholder Fisken derfor to fritidsjobevents om jobsøgning, regler og rettigheder.

Når Vesterbros unge ikke er i skole, tilbringer de ofte tiden hjemme hos hinanden. Hvis ikke dér, er de højst sandsynligt på Fisketorvet. Unge fra Vesterbro bruger nemlig mere tid på Fisketorvet end i fritids- og ungdomsklubber, på caféer og i fitnesscenteret. Det viser en undersøgelse fra 2020 foretaget af CUR – Center For Ungdomsstudier for Vesterbro Lokaludvalg, som udspurgte unge på alle Vesterbros skoler om deres fritidsvaner. Hele 75 procent af de unge kommer på Fisketorvet et par gange om måneden eller oftere. Efter at Fisken er flyttet til Ingerslevsgade, er det derfor oplagt for foreningen at styrke samarbejdet med naboen Fisketorvet. Foreningen Fisken tilbyder derfor fra september 2022 virksomheder på Fisketorvet at få hjælp til rekruttering og fastholdelse gennem et medlemskab hos foreningen, og afholder desuden to events for unge i oktober.

 

Servicebranchen mangler arbejdskraft og de unge mangler vejledning

De fleste unge ønsker sig et fritidsjob, men mange kæmper med hvor og hvordan man skaffer det. Samtidig er der er stor efterspørgsel på arbejdskraft, særligt inden for servicebranchen. Fisken ønsker derfor at bygge bro mellem de jobsøgende unge, og de mange virksomheder på Fisketorvet. De to events vil formidle viden og kendskab til fritidsjob og Foreningen FISKEN og derudover styrke foreningens samarbejde med Fisketorvet. Unge kan møde Fisken, og snakke om hvad et fritidsjob kan. De kan desuden blive klogere på hvilke rettigheder og regler der er gode at kende som ung medarbejder, og booke tid til hjælp med ansøgningen.

Samarbejdet mellem Fisketorvet – Copenhagen Mall og Fisken glæder Head of Commercial Management for Unibail-Rodamco-Westfield Danmark, Helle García Korndal. ”Vi er glade for samarbejdet med Fisken, det ligger os meget på sinde at forebygge lige netop ungdomsarbejdsløshed. Som stor lokal aktør, har vi et stort ansvar, hvorfor vi i forvejen gør meget for at løfte denne indsats. Hvert år afholder vi blandt andet Fisketorvets egen karrieredag, hvor fokus også er på ungdomsarbejdsløshed, så at Fisken som lokal forening ønsker at bruge vores platform som talerør til de unge passer rigtig godt ind i Unibail – Rodamco – Westfields strategi om socialt ansvar” , siger Helle García Korndal.

 

Fritidsjob kan styrke udsatte unges livschancer

Fritidsjob har en lang række positive effekter af både faglig, social og personlig karakter. Dansk forskning har afdækket, at unge gennem fritidsjobbet opnår andre og positive effekter ud over jobbets økonomiske gevinst. Det er blandt andet blevet påvist, at teenagere med fritidsjob har mindre fravær i skolen, får bedre karakterer og styrker deres muligheder for at gennemføre ungdomsuddannelse, ligesom de i mindre omfang end andre unge begår kriminalitet. Erfaringer med fritidsjob kan således understøtte unges uddannelses- og arbejdsmarkedstilknytning og styrke udsatte unges livschancer. Vi glæder os til samarbejdet, som forhåbentlig vil gøre en forskel for både det lokale forretningsliv, og byens unge.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*