Engholmene: Anløb til dejlig vin fra klasen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print
Tekst: Mikkel Bækgaard, fotos: Mikkel Bækgaard og PR

 

Elskere af god vin og hygge lige ved havnekanten har fået sig to nye oaser på Engholmene. Her ligger Anløbet og Klase, to vinbarer side om side med samme ejer, der begge giver liv til det nybyggede område lige ud til vandet.

Smukt ligger det lige ved vandet på Christians Langes Plads: En gammel hvid bygning med store vinduer, der får huset til nærmest at ligne en lille kirke eller et kapel.

Det er dog ingen af delene, slår Zenia Brædholm fast, da vi kigger indenfor i det ekstremt højloftede lille hus.

“Der går flere historier om, hvad det her sted har været. Det er nok mest kendt som Druknehuset. Der var mange fiskere her i havnen, og mange af dem druknede desværre tilbage i tiden. Og så bragte man deres lig hertil, hvor de pårørende så kunne besigtige dem. Historien er god, men den er desværre ikke rigtigt. Det var nemlig et andet hus, der blev brugt til det formål”, siger hun.

Men i dag er der ikke så meget tvivl om, hvad huset er. Det hedder Anløbet og kalder sig selv for Københavns nok mindste og bedst beliggende vinbar. Det gamle hus fra 1923 er nemlig blevet renoveret, udvidet og ombygget til en super hyggelig lille bar, hvor gæster på havneområdet og de mange lokale fra Engholmene kan komme forbi og hygge sig med vin, øl, sodavand eller en god kop kaffe – enten på de otte siddepladser, der er på førstesalen af det gamle hus eller udenfor ved bordene lige ud til vandet.

“Der er rift om pladserne ovenpå, når det regner”, smiler Zenia Brædholm, der er driftsleder af Anløbet, som er ejet af firmaet Gepetto Group. Det er et firma sat i verden af Engholmenes developer-firma for at skabe liv i det helt nybyggede område.

 

Lille udvalg – men det er intet problem

Og liv er der bestemt ved at være her. Da Havnefronten kigger forbi, er der en del gæster, der kommer ind for at købe drikkevarer, og flere af bordene udenfor i sensommersolen er besat. Her kan man så nyde nogle af de få ting, som Anløbet frister med.

“Det er jo meget begrænset plads, vi har, så udvalget er ikke stort. Men vi har altid to rødvine og to hvidvine at vælge imellem, ligesom vi har øl, prosecco og en champagne. Og så er der kaffe, sodavand og is. Og er man sulten, kan man få lidt snacks i form af chips”, forklarer Zenia Brædholm.

Men det lille udvalg er intet problem. For skulle man have lyst til at prøve mere og andet er der kun få meter fra Anløbets hvide bygning til Klase, der ligeledes er en vinbar – men med et helt anderledes bredt sortiment.

Og man bliver ikke ked af det hos Anløbet, hvis man krydser pladsen – begge steder er nemlig en del af samme forretning, og Zenia Brædholm er leder for begge steder.

“Vi kalder begge steder for en vinbar. Hvor Anløbet er det lille sted lige ved vandet, er Klase større og har et helt andet sortiment. Her har vi mange forskellige vine, og man kan få lidt mere at spise. Der frister vi med en række snackserveringer, f.eks. oste og charcuteri, og man kan få østers eller friterede risottokugler. Så dermed er Klase en langt mere klassisk vinbar, hvor vi også planlægger at afholde vinsmagninger og meget andet”, siger hun.

 

Vil være de lokales sted

Både hos Klase og på Anløbet vil man gerne være et levende sted, der appellerer til de mange lokale. Det er begge sådanne steder, hvor man lige kan droppe ind onsdag eftermiddag og få det glas vin, man egentlig slet ikke havde forestillet sig. Og man lytter gerne til, hvad de lokale ønsker sig:

“Siden vi åbnede Anløbet tilbage i december – og Klase i foråret – har vi allerede udviklet os. Vi har udvidet åbningstiderne, så der nu – i hvert fald det er ene af de to steder – er åbent hver dag, og vi ændrer os hele tiden i dialog med beboerne. Vi er jo deres sted. Det er dem, der skal være glade for os. Det går jo ikke, at vi f.eks. larmer rigtigt meget, så folk bliver forstyrrede. Og vi lytter rigtigt meget til, hvad folkene omkring os godt kunne tænke sig, at vi havde i sortimentet”, siger Zenia Brædholm.

Og på den måde er hovedfilosofien, at man er til for gæsternes skyld. Det betyder også, at man hos Klase ikke har én bestemt vin-filosofi, som man ønsker at prædike om til gæsterne.

“Vi har lidt af hvert – baseret på hvad vi selv kan lide, og hvad gæsterne kan lide. Der er klassiske vine, naturvine, europæiske og oversøiske vin. Nogle kan lide en stram tysk Riesling, mens andre vil have en smørfed oversøisk Chardonnay – og vi vil gerne have plads til det hele”, fortsætter hun.

 

Byliv

Dermed er Anløbet og Klase to steder, der danner forposten for alt det byliv, der efterhånden begynder at vokse op her i det nybyggede område på Engholmen. Og det er netop også resultatet af en bevidst strategi for indehaverne hos Gepetto Group, der netop er sat i verden for at skabe liv her.

Og der er mere liv på vej, forlyder det. Således er to nye initiativer på vej fra Gepetto Group – blandt andet i det gamle bindingsværksindbundne pakhus i nærheden – ligesom der ganske snarligt også åbner en Letz Sushi få meter væk. Sidstnævnte er dog ikke drevet af Gepetto Group.

Og på den måde vokser livet frem, så både beboere og de turister, der også finder herud – blandt andet takket være havnebussen, der nu ligger til her – kan nyde livet med udsigt til vand, vin, god mad og Amager på den anden side af vandet.

 

Anløbet og Klase

To vinbarer ved vandkanten på Christian Langes Plads på Engholmene. Begge vinbarer er drevet af samme ejere og med samme personale. Hos Klase kan du også købe vin med hjem. www.anløbet.dk og www.klase.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*