Havnebad på Bryggen fylder 20 år

Foto: Vigdis Winther / Havnefronten.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

I dag er det 20 år siden, at det første havnebad i Københavns Havn åbnede og gjorde det muligt for københavnerne og de mange turister at tage sig en svalende dukkert i havnens kølige vand. Det har været en ubetinget succes og mange flere havnebade og badezoner er kommet til siden da.
Det rød-hvide tårn i havnebadet på Islands Brygge er på kort tid blevet til et ikon for København og det er ofte her, man ser billeder fra, når de store medier skal lave historier om København som turistby. Allerede ti år efter åbningen rangerede havnebadet som den tredje mest eftertragtede aktivitet i København, viste en undersøgelse fra Wonderful Copenhagen i 2012.

 

Fra industri til havnebade

De tre havnebade og 10 badezoner fortæller i dag en fantastisk transformationshistorie om Københavns Havn, som før i tiden primært blev brugt til industrielle formål, men i dag er både Inderhavnen og Sydhavnen brugt som rekreativ havn, hvor Københavns Kommune hele tiden arbejder for at skabe flere havnebade og badezoner for at følge med den store efterspørgsel.

Og det virker. For ikke alene er havnebadene og badezonerne populære. De har også en afsmittende effekt på de områder, hvor de ligger. Se bare på den udvikling Islands Brygge har gennemgået i de sidste 20 år. Fra industriområde til attraktivt, grønt og blåt boligområde, rigt på byliv og bykvaliteter. Det er havnebadet en af de store medvirkende årsager til.

 

Glæde over udviklingen

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, kalder havnebadet ved Islands Brygge for en af de helt store succeser i Københavns udvikling i de senere år.
Tænk engang, at det allerede er 20 år siden, at havnebadet på Islands Brygge åbnede. Den gang var det nærmest fantasi at forestille sig, at størstedelen af københavnerne ville benytte havnen som deres primære opholdssted om sommeren. Men se så i dag, hvor det vrimler ud med mennesker, både vinter og sommer, som ønsker at benytte sig af havnens rekreative muligheder. Det er simpelthen en succeshistorie – og det er en historie, som har fået København på verdenskortet”, siger adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

I internationale medier er København i flere omgange blevet udnævnt til årets badeby. Havnebadet ved Islands Brygge er i denne dækning blevet et symbol på vandets store værdi for København, som en af de reneste storbyer i verden.

“Jeg synes vi i anledning af årsdagen skal ønske havnebadet og os selv tillykke i København. Vi har en masse politikere på Københavns Rådhus, som virkelig ønsker at gøre store dele af havnen til en rekreativ oase og fortsat ønsker flere og flere badezoner. Og det er vi glade for at hjælpe til med i By & Havn, fordi det skaber en god synergi mellem byen og havnen og gør københavnerne stolte af deres by”, siger adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*