Nu skal entreprenør til fjernbusterminal findes

Af Anders Bo Petersen

 

Københavns nye fjernbusterminal mellem Dybbølsbro Station og Fisketorvet bliver nu udbudt, så interesserede entreprenører kan byde på opgaven.

Den nye terminal bliver bygget, så rodet med de mange fjern- og internationale busser bag Hovedbanegården ved DGI Byen kan erstattes af ordnede forhold.

Busterminalen kommer til at samle fjernbustrafikken til og fra hovedstaden på én central placering, som er tæt på den øvrige kollektive trafik i form af S-tog, regionaltog og Metro, til glæde for de mange buspassagerer, der rejser ind og ud af København fra hele Danmark og fra vores nabolande.

”I Vejdirektoratet har vi siden 2020 arbejdet med planlægning og udarbejdelse af udbudsmateriale, og det er derfor en temmelig stor milepæl, at vi nu kan gå i udbud. Udbuddet markerer, at vi nu går i gang med næste etape af projektet, nemlig at finde den entreprenør, som skal udføre arbejdet i marken og få den nye busterminal bygget”, siger projektleder Niels Arend Koefoed fra Vejdirektoratet.

Busterminalen kommer til at ligge under Dybbølsbro ved S-togsstationen Dybbølsbro Station mellem jernbanen og Carsten Niebuhrs Gade, hvor der er ved at blive opført en IKEA-forretning. Vejdirektoratet planlægger at offentliggøre navnet på den valgte entreprenør i midten af april, og selve anlægsarbejdet forventes at kunne begynde til maj.

Det er Vejdirektoratet selv, som udbyder opgaven med anlæg af den nye busterminal, som hvert år kommer til at give cirka 1,4 millioner buspassagerer fra ind- og udland en lettere, smartere og mere sikker rejse. Vejdirektoratet er også bygherre på projektet på vegne af Københavns Kommune, og når anlægget står færdigt, bliver busterminalen overdraget til Københavns Kommune. Den daglige drift af busterminalen vil blive varetaget af Movia.

Den nye busterminal forventes at kunne blive taget i brug i foråret 2023,

 

Fakta om busterminalen

Den nye busterminal, der forventes at kunne blive taget i brug i foråret 2023, skal på et normalt hverdagsdøgn kunne servicere op til 195 busser. Der bliver 15 busholdepladser – 12 er til 15-meterbusser og tre til 18-meterbusser. Der bliver taxaholdepladser som ”Kys & Kør-zone” og op til 200 cykelparkeringspladser. Der kommer desuden elevator til Dybbølsbro og handicapparkeringspladser, og ligesom der kommer en terminalbygningen, bliver der opført ventefaciliteter, toiletter og mulighed for at indrette en kiosk.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*