Stadig lille håb for at bevare omstridt cykelbane på Holmen

Holmen Dirt.
Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on email
Share on print

Af Lis Hylander

 

Politikerne på Københavns Rådhus har endnu en gang diskuteret fremtiden for en omstridt cykelbane på Holmen, men fremtiden tegner stadig ikke lys og lykkelig for cykelbanen Dirt på Holmen.

Mandag aften skulle de nye medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune følge op på et forslag fra Radikale Venstre om at bevare eller flytte cykelanlægget, så det tager hensyn til fortidsminder. Men Teknik- og Miljøforvaltningen har ikke i sinde at ændre så meget som et komma, og foreslår i sin indstilling, at de Radikales forslag tages til efterretning – og det betyder på dansk, at det ikke rokker på forvaltningens oprindelige indstilling. At cykelbanen skal fjernes, fordi den er ulovlig.

 

Håber at ændre beslutningen

Det lille håb om at ændre forvaltningens bombastiske beslutning består i, at der stadig kører en klagesag anlagt af foreningen ”Dirt”, som driver cykelbanen. Og så længe klagesagen ikke er afgjort, kan der ikke træffes endelige beslutninger.

Christopher Rohl, radikal gruppeformand og medlem af Teknik- og Miljøudvalget, håber at cykelbanen kan fortsætte og alternativt flyttes til et område meget tæt på, så de mindre børn, der bruger banen, ikke skal bevæge sig for langt væk for at komme ud at cykle.

”København har brug for områder, hvor københavnere og især børn og unge kan udfolde sig frit og dyrke sport i et forpligtende fællesskab. Vi mener derfor, at det er særdeles trist, at forvaltningen har vurderet at Holmen Dirt efter 20 år samme sted ikke længere må bruge grunden, at banerne lukkes og føres tilbage til deres oprindelige udseende, da forvaltningen mener, at cykelbanerne er forstyrrende for fortidsmindet Christianshavns Vold”, skriver Radikale Venstre i sit forslag.

”Det er vigtigt for os at få en afklaring på, hvordan det nye Teknik- og Miljøudvalg (efter valget i efteråret) forholder sig, og derfor står vi fast på vores forslag”, siger Christopher Rohl.

Også Socialdemokratiet og SF er indstillet på at finde en løsning, der tilgodeser de ca. 300 børn og unge, der bruger banen.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*