Kras kritik fra handicaporganisation af Kommunens nye beholdere til affaldssortering

Det er umuligt at komme tæt nok på, så lågen kan åbnes og skraldes kommes i, hvis man som Helga Mark er på en handicapscooter
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Ikke en eneste af de undersøgte affaldsbeholdere var tilgængelig for en kørestolsbruger, da Helga Mark fra Dansk Handicap Forbund Københavnsafdelingen tog på testtur.

.

Som led i Københavns Kommunes nye affaldsstrategi er der rundt om i byen opsat en række affaldspunkter, som indeholder beholdere til sortering.

”Som handicappet og kørestolsbruger er vi vant til at kæmpe mod de barrierer, vi møder i vores hverdag, og nu har Kommunen valgt at opsætte nye problemer i vores hverdag”, konstaterer Helga Mark.

Hun er helt med på, at der skal sorteres mere og mere affald.

”Det støtter vi helt op om som alle andre borgere i byen. Men vi kan ikke lade være med at undre os over, at vi i handicaporganisationerne ikke er blevet taget med på råd fra Kommunens forvaltning i udviklingen af de nye affaldssorteringsbeholdere, som man vil stille op rundt om i byen”, siger Helga Mark.

.

Kan ikke nås fra kørestol

”Jeg har været rundt for at undersøge, hvor slemt det egentligt står til, når affaldssorteringsbeholderne endelig står dér, hvor de skal stå. Af dem jeg besøgte, var der ikke en eneste, der var tilgængelig for en kørestolsbruger. Enten var beholderne for høje, indgangen til beholderne for stejl eller lågen til beholderne for tunge”, siger Helga Mark, der også under sig over, at der ligger chaussesten foran.

”Som sædvanligt har forvaltningen benyttet en af deres favoritsten til at indkranse affaldssorteringsbeholderne, nemlig chaussesten. Alle, der benytter kørestol ved bare, at det ikke er en god kombination, da det næsten gør det til en olympisk disciplin at balance sin kørestol med en affaldspose i skødet og samtidig forsøge at åbne lågen til affaldssorteringsbeholderen”, siger Helga Mark.

Hun synes, at opstillingen af affaldssorteringsbeholderne er dumpet med et brag.

”Vi er dog altid klar i DHF-København til at komme med gode råd og vejledninger”, siger Helga Mark, som også godt kunne tænke sig et overblik over, om Kommunen har nedlagt handicapparkeringspladser i processen.

Lokalavisen Havnefronten har bedt den ansvarlige borgmester Line Barfod (Enh.) om en kommentar, men den er ikke modtaget endnu.

 

1 Trackback / Pingback

  1. Kommunen indrømmer ulovlige affaldsøer - Lokalavisen Havnefronten

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*