Ny udstilling på Holmen med ”Skibene fra Nyholm”

Foto: Mikael Togeby
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Fredag den 23. juni åbner på Nyholm temaudstillingen “Skibene fra Nyholm” i Mastekranen, et af Københavns mest ikoniske vartegn. Med nedslag i de mere end 294 nybyggede skibe, der i perioden 1692-1926 forlod orlogsværftet på Nyholm, fortæller udstillingen i billeder om den enestående skibs- og militærteknologiske innovation, der var med til at gøre København og Danmark til et maritimt kraftcenter i mere end 250 år.

.

Udstillingen åbnes af Formanden for Forsvarsudvalget Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti mens Søværnets Tamburkorps spiller op – og tidligere forsvarschef og nu formand for museet, Admiral Tim Sloth Jørgensen, fortæller om udstillingen.

”Blandt skibene, som udstillingen fortæller om, er der blandt andet historien om orlogsskibet Dannebroge. Det var orlogsværftets første nybyggede skib, der løb af stablen i 1692. Skibet deltog i Slaget i Køge Bugt i 1710, hvor det sprang i luften og sank under dramatiske omstændigheder. På åbningsdagen for udstillingen vil verdens største modelskib for første gang blive fremvist. Det er en model af netop orlogsskibet Dannebroge fremstillet i størrelsesforholdet 1:10, og dermed over 6 meter langt og mere end 6 meter højt. Skibet vil senere på sommeren komme tilbage og blive søsat i havnen og derefter i museets åbningstid sejle rundt i havnebassinet. Udstillingen i Mastekranen fortæller også om mange af de andre skibe, der blev bygget på værftet, samt mange af de bygninger, der blev opført for at understøtte flådens virke”, fortæller Tim Sloth Jørgensen.

.

Ny som udstillingsbygning

Det er første gang, at Mastekranen – en spektakulær bygning fra 1749 bruges som udstillingsfacilitet. Mastekranen er i sig selv et enestående vidnesbyrd om innovation i en tid med mangel på penge og tømmer i de rette, store dimensioner. Arkitekten, Philip de Lange, fandt en teknisk løsning, der krævede et minimalt forbrug af tømmer, men som gav både stor løfteevne og beskeden vedligeholdelse. Murværket er blot en skal, der skal beskytte det kostbare træ mod vind og vejr, mens tjæret tovværk holder den spinkle tømmerkonstruktion sammen i stedet for gennemboringer og jernbolte. Det giver en mere smidig konstruktion, ligesom det forhindrer, at tømmeret bliver nedbrudt af råd og svamp. Blandt andet derfor kan vi i dag stadig glæde os over Mastekranen.

.

Moderne udstyr

Med Mastekranen fik den danske flåde i 1749 et moderne teknisk hjælpemiddel, der kunne håndtere de enorme undermaster, bovspryd og andre svært håndterlige og tunge genstande, som datidens krigsskibe skulle have ombord. Ved hjælp af seks gangspil på kajen på hver side af kranen, kunne matroser og værftsarbejdere bevæge krantovet og løfte omtrent 20 tons.

.

Udstillingen i Mastekranen har åbent klokken 11-17 fra den 24. juni 2023 til den 20. august 2023. De daglige åbningstider kan også ses på museets hjemmeside ”skibenepaaholmen.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*