Overborgmester indbyder til debatmøde om legalisering af hash

Drab, vold, trusler og våben i og omkring Pusher Street frustrerer Christianitterne. Foto: Nils Vest / Christiania.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Den mere og mere voldelige krig mellem forskellige narkobander om markedet på Christiania er i øjeblikket til debat. Nu indbyder Københavns Kommune københavnere, eksperter og folketingspolitikere til debatmøde i Islands Brygge Kulturhus den 18. september. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

.

For få uger siden barrikaderede flere christianitter indgangene til Pusher Street i håbet om at holde narkohandlerne ude. Selvom der ikke gik mange timer, før boderne var åbne på Pusher Street igen, er signalet fra christianitterne ikke til at tage fejl af: Christiania skal befries fra bandernes og rockernes tyranni.

”Situationen på Pusher Street er dybt alvorlig. Christianitterne har tydeligt sagt fra overfor den konstante utryghed, der for ganske nyligt viste sig i endnu et brutalt skuddrab. Jeg står fuldstændig bag christianitterne”, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

Det er den samme gordiske knude, der har været genstand for debat i årevis i Københavns Kommune, hvor Borgerrepræsentationen fem gange har bedt skiftende regeringer om tilladelse til at legalisere cannabis i hovedstaden på forsøgsbasis. Svaret har dog været det samme hver gang og igen for ganske nyligt: Nej.

Derfor inviterer Københavns overborgmester nu på vegne af Borgerrepræsentationen til debatmøde for at sætte gang i en nuanceret debat om fordele og ulemper ved legalisering. Det sker efter, at overborgmesteren har taget initiativ til at samle bl.a. Fonden Fristaden, Justitsministeriet og Københavns Politi for at lave en samlet helhedsplan med Københavns Kommune, der nedlægger Pusher Street.

”For mig er der ingen tvivl om, at legalisering er et af flere værktøjer, vi skal bringe i spil, for at undergrave det kriminelle marked. Jeg respekterer, at det er et spørgsmål, der deler vandene. Men jeg håber, vi nu kan sætte gang i en nuanceret debat,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), der også for få dage siden har opfordret Christianias mange besøgende til at boykotte Pusher Street.

Debatmødet foregår den 18. september i Islands Brygge Kulturhus fra kl. 16.30-18.30, og alle er velkomne med tilmelding. Førende eksperter på området og kommunal- og folketingspolitikere vil deltage i arrangementet.

Alle er velkomne, men tilmelding er nødvendig. Det kan ske HER.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*