Tivoli Jazzpris 2023: Her er vinderne!

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Tivoli Jazzpris 2023 var en aften med velfortjent hyldest til de danske jazzmusikere i Glassalen. En række af landets jazzlegater og -priser blev samlet under ét tag.

.

Arrangementet markerede afslutningen på en sommer med Onsdagsjazz i Tivoli og bød på både pris- og legatuddelinger og koncertindslag med vinderne og Tivoli Ensemblet.

Bestyrelsesformand i Ben Webster Foundation, Jesper Løvdal, introducerede vinderen, der viste sig at være steelpan-veteranen Rudy Smith. Smith, der har boet i Danmark i 40 år, spillede efterfølgende med Tivoli Ensemblet til salens begejstring.

Rudy Smith repræsenterer den sidste af den generation af amerikanske musikere, heriblandt Ben Webster, der bragte København på jazz-verdenskortet.

.

En stille legende

Naya Buch fortæller historien om hvordan René Daugaard Legatet blev oprettet, efter at den døende “Jean René” ankom hos JazzDanmarks sekretariat med 200.000 kr i kontanter og ønsket om at oprette et legat for jazzpianister.

Niels Jørgen Steen må betegnes som en af Danmarks store jazzpianister gennem mange årtier, så det var kun passende, at han gik på scenen for at uddele pianist-legatet René Daugaard Legatet.

Legatet blev tildelt Ben Besiakov, der også unægteligt er en af vores mange markante pianister. Besiakov blev fra scenen beskrevet som en stille legende, der har fortryllet publikum både på klubber og store festivaler i årtier. Efter han modtog legatet, spillede Besiakov en smuk kort koncert med Tivoli Ensemblet.

.

Musiker og orkester hædres for enestående bidrag

De to Jazzlegater for Årets Musiker og Årets Orkester blev uddelt af saxofonisten Maria Dybbroe på vegne af JazzDanmark og William Demant Fonden. Legatet for Årets Musiker gik til bassisten Ida Duelund, der blev beskrevet som en alsidig og allestedsnærværende musiker, der sætter et stærkt præg både i sit eget band Lueenas og som musiker i mange sammenhænge.

Årets Orkester blev Selvhenter. Bandet har for nylig markeret sig med et nyt album og en flot koncertrække, der cementerer deres status som en institution på musikscenen gennem et årti. Ida Duelund spillede med Tivoli Ensemblet, der efterfølgende gav en særlig version af Selvhenter-nummeret “Æbler og Pærer”.

Selvhenter selv fremhæver, dét at blive værdsat som netop orkester, frem for som enkeltindivider: “Vi vil gerne fremhæve betydningen og vigtigheden af fælleskaber og samarbejde, da vi oplever, at dét vi sammen kan skabe er noget helt andet og større, end hvad vi hver især kan skabe på egen hånd. Vi håber, at samfundet og dets institutioner med tiden i højere grad vil anerkende og værdsætte vigtigheden af at kunne indgå i kreative fællesskaber og samarbejder – da vi mener, at det er dét musiklivet og samfundet i øvrigt kalder på!”

.

Hyldest til saxofonen og afsluttende jam

Aftenens sidste legat var fra Bent Jædig Fonden, der blev repræsenteret på scenen af Tove Enevoldsen og Kjeld Frandsen. De to præsenterede legat-modtageren, Andreas Toftemark, og beskrev ham som en af sin generations store saxofonister, der viderefører Jædig-ånden og allerede har markeret sig stærkt internationalt og nationalt.

Efter Andreas Toftemarks afsluttende koncert med Tivoli Ensemblet sagde Naya Buric tak for i aften og mindede om, at Ensemblet byder op til jam session med fri deltagelse fra de mange fremmødte musikere i Tivolis Jubilæumshave.

Tivolis Kulturdirektør Frederik Wiedemann er glad for at kunne lægge hus til prisfesten og derigennem være med til at hylde netop jazzen:

”Jazzen har i snart 100 år været en del af Tivolis kulturudbud, og derfor er vi stolte af at kunne fejre jazzen med det her flotte prisshow, hvor vi sammen med JazzDanmark hylder nogle af de dygtigste jazzmusikere for deres bidrag til den danske jazzscene. Jazzprisen sætter også punktum for en sommersæson med en lang række jazzkoncerter i Tivoli, hvor publikum har kunnet opleve nogle af landets bedste unge jazzmusikere”.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*