Udsatte unge i Sydhavnen får hjælp til job og uddannelse

Nogle af de unge fra indsatsen, samt (nr. et fra højre) Magnus Skovrind Pedersen, repræsentant for TrygFondens regionale råd i Region Hovedstaden, der har boet det meste af sit liv i haveforeningen Frederikshøj i Sydhavnen.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter i Valby og Sydhavnen hjælper unge i gang med deres første fritidsjob. Med en donation fra TrygFonden på 1.393.760 kr. bliver 160 unge hjulpet i job. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

.

Ifølge forskning fra Aarhus Universitet afslutter unge med fritidsjob folkeskolen med et højere karaktergennemsnit end deres kammerater uden job, og de kommer hurtigere igennem en ungdomsuddannelse. Fritidsjobbet giver samtidig en lavere risiko for at komme i kontakt med politiet. Hos den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter har de gode erfaringer med at hjælpe unge i fritidsjob via et forløb, som varer seks måneder – og med donationen kan de hjælpe endnu flere unge.

“For unge, der bor i udsatte, almene boligområder i storbyerne, kan vejen til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet være udfordrende. De kan mangle viden, kompetencer eller netværk, som kan gøre uddannelse og fritidsjob mere tilgængeligt”, fortæller Trine Schächter Rasmussen, faglig udviklingskonsulent hos den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter i Valby og Sydhavnen. Hun fortsætter:

“Derfor gør vi en indsats for at ruste de unge til at kunne klare de krav, som de bliver mødt med i et fritidsjob, og vi sørger for at skabe kontakt mellem de unge og virksomhederne. Vores erfaring er, at op mod 70 pct. af de unge efterfølgende bliver ansat i et helt almindeligt fritidsjob. Det viser, at de unge har det, der skal til, og at de gør det godt ude hos virksomhederne, hvis de får en hjælpende hånd til at komme godt i gang”.

.
De unge kommer på seks ugers introduktionskursus inden jobstart

De 14-15-årige unge, som for de flestes vedkommende rekrutteres gennem kommunen, skal først til en jobsamtale hos Mit Kvarter, og hvis det går godt, kommer de på et seks ugers forløb i samarbejde med Københavns Ungdomsskole.

Her skal de bl.a. bestå et hygiejne- og et førstehjælpskursus samt et børnepasserkursus og et salgskursus. Herefter begynder de i job hos en af de tilknyttede lokale virksomheder, som bl.a. tæller SuperBrugsen, Silvan og South Harbour. De unge arbejder som udgangspunkt to timer om ugen, men de må gerne aftale med deres chef, at de arbejder flere timer.

Ambitionen er, at indsatsen skal motivere de unge til at tage en uddannelse og være med til at forbedre statistikken, der viser, at 27 pct. af de 18-29- årige i helhedsplanens område, kun har grundskolen som højest fuldført uddannelse.

.

Lokal involvering

Det er TrygFondens regionale råd i Region Hovedstaden, der har besluttet at donere midlerne til indsatsen som et led i at ruste unge til at tage en uddannelse og få de bedste muligheder videre i livet. Repræsentant for TrygFonden, Magnus Skovrind Pedersen, har selv boet det meste af sit liv i haveforeningen Frederikshøj i Sydhavnen.

“Et fritidsjob er en god måde at lære at tage ansvar og vise initiativ og ikke mindst få prøvet af, hvor ens interesser ligger. Derfor er det en rigtig god idé at hjælpe de unge i job, hvor de kan få selvtillid og opdage, at de kan meget mere, end de selv troede. Man falder jo ikke ligefrem over fritidsjob herude, så derfor er vi glade for at kunne bidrage til, at Mit Kvarter kan give vores unge en god start på arbejdslivet. Jeg håber, at de unge får nogle gode erfaringer, som de kan tage med sig, når de en dag skal vælge uddannelse”, siger Magnus Skovrind Pedersen, repræsentant for TrygFondens regionale råd i Region Hovedstaden.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*