Skybrudstunnel i Valby og Frederiksberg kan sende urenset vand ud i Enghave kanalen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

En ny skybrudstunnel skal hjælpe med at holde noget af byen fri for oversvømmelser ved skybrud og massiv regn. Selvom projektet under et vil give mindre kloakvand i havnen, så regner HOFOR med, at man alligevel en gang om året får så store mængder, at der kommer kloakoverløb direkte ud i Kalveboderne via udløbspunkter i Gåsebækrenden og Enghave Kanal.

.

Valby Skybrudstunnel er et vigtigt led i kampen mod de stigende regnmængder, som kommer med klimaforandringerne. Den skal løbe dybt nede i kalken fra F.L. Smidth-området i Valby og under Grønttorvet, Valby Idrætspark og Valbyparken til Musikbyen i Sydhavnen. Arbejdet begynder i sommeren 2024, og tunnelen med tilhørende pumpestation skal stå helt færdig i 2028.

Tunnelen vil primært fungere som bassinledning, dvs. et underjordisk bassin, der kan opbevare store mængder overløbsvand fra kloaksystemet, indtil vandet kan pumpes til renseanlægget.

.

Fortsat udløb i havnen

I ekstreme nedbørstilfælde kan vandet også ledes direkte ud i Kalveboderne via udløbspunkter i Gåsebækrenden og Enghave Kanal. Udledninger vil kun ske meget sjældent og for at undgå, at det samme vand presser sig op i gaderne og skaber oversvømmelse. Det bekræfter HOFOR.

Alligevel er interessenterne stærkt tilfredse med projektet

“En tunnel som den, vi her skal anlægge, får stor betydning for byens borgerne og brugere, især folk på Frederiksberg og i Valby. Den beskytter værdier og skaber øget tryghed, fordi den er med til at gøre områderne mere robuste over for skybrud og massiv regn”, siger Lone Loklindt, der er formand for bestyrelsen i Frederiksberg Forsyning og medunderskriver på kontrakten.

Tunnelen er blandt de største af de flere hundrede skybrudssikringsprojekter, der indgår i de overordnede skybrudsplaner for Frederiksberg og København.

“Hvert enkelt projekt gør en forskel, og ingen dele kan undværes, men de store hovedvandveje som bl.a. Valby Skybrudstunnel er afgørende for, at regnvandet kan ledes hurtigt væk fra byens overflader i forbindelse med skybrud og massiv regn”, siger Henrik Bay, adm. direktør i Frederiksberg Forsyning.

.

Erfaringerne er på plads

Nu har forsyningsselskaberne skrevet under med partnerskabet MT Højgaard Danmark/Eiffage Infra-Spezialtiefbau. Kontrakten lyder på 490 mio. kr., og opgaven er at bore tunnelen hele vejen fra Valby til Sydhavnen.

Partnerskabet skal også lave tilslutninger til kloaksystemet flere steder og bygge en pumpestation ved Enghave Kanal.

.

Finde plads i byen til de massive regnmængder

Selvom tunnelen kan rumme store mængder vand, skal der meget mere til for at gøre byen klar til de regnmængder, som fremtidens klima bringer.

“Den færdige tunnel kommer til at spille sammen med de mange hundrede skybrudsprojekter, der allerede er gennemført eller i gang på Frederiksberg og i København. Vi skal sikre værdier for milliarder hos borgere og erhvervsliv mod effekterne af fremtidens klima. Det kan vi kun gøre, hvis vi fortsat kan finde plads i byen til vores projekter både over og under jorden, så vi kan lede vandet derhen, hvor det ikke skader byen”, siger Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør i HOFOR.

.

Langt færre kloakoverløb

Valby Skybrudstunnel får en indvendig diameter på 3,4 meter og kan i sig selv indeholde ca. 30.000 kubikmeter vand, hvilket er en mængde, der svarer til at fylde den 3 km lange Valby Langgade med 1 meter vand.

Tunnelen vil reducere antallet af kloakoverløb til Kalveboderne fra 4-5 gange om året til mindre end én gang om året, hvilket er godt for vandkvaliteten og kan give flere dage med grønne badeflag ved Valbyparkens strand.

.

Læs mere om tunnelprojektet på:
Hofor.dk/valbyskybrud eller
frb-forsyning.dk/valbyskybrudstunnel

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*