God plads til massiv julehygge i Nyhavn

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Med coronas fortsatte hærgen og mangel på udenlandske turister er julen ikke, som den plejer at være i Nyhavn. Men selvom julemarkedet er aflyst, og sproget oftere end normalt er dansk, byder den idylliske gamle havn på dejlig julehygge – og endda med bedre plads end normalt til gløgg, æbleskiver og et godt udvalg af julemad.

Tekst og fotos: Mikkel Bækgaard

 

Julen er kommet til Nyhavn. Det er der ingen tvivl om, når man bevæger sig fra Kongens Nytorv og langs med den gamle havn, der oprindeligt blev anlagt i 1670-1675 af Christian V. Masser af juletræer står langs kajkanten, ofte beklædt med røde julekugler, og granguirlander med rød-hvide julestjerner går tværs over vejen og råber højlydt og hyggeligt, at højtiden er på vej.

Og så er der duften; den umiskendeligt julede duft af varm rødvin, smagt til med kanel samt andre julekrydderier og spædet godt op med rosiner og mandler – ja, måske endda med en sjat portvin eller snaps, hvis man er heldig. For ikke at tale om den smørbagte duft af de æbleskiver, der ofte følger den decemberrøde gløgg.

Ja, på dén konto ligner julen i Nyhavn sig selv. Husene er de samme, og det er restauranter og barer også. Men alligevel er alting anderledes i år. For coronas hærgen har – ligesom i resten af byen – også sat sit præg på Nyhavn, hvor julen trods genkendelighed og traditioner alligevel ser noget anderledes ud i år, end den plejer.

“Der er noget mere stille, end der plejer at være op til jul. Vi kan godt mærke, at vi mangler de udenlandske turister, som plejer at fylde meget her i Nyhavn”, fortæller Bo Bjerrum Hansen, der selv driver fire restauranter i Nyhavn og samtidig er formand for Nyhavn Erhvervsforening, paraplyorganisationen for restauratørerne i den gamle havn.

 

Bestemt ikke mennesketomt

Naturligvis ærgrer Bo Bjerrum Hansen og hans kolleger sig over, at der er færre folk end normalt i Nyhavn. Det traditionelle julemarked er også aflyst, da Københavns Kommune i slutningen af oktober meldte ud, at det ville samle for mange mennesker på lidt plads.

Men alligevel glæder han sig også over julen og de folk, der trods alt kommer hertil. For selvom der er corona og kun få udlændinge, er her ikke dødt. Langt fra, slår han fast, da han en tirsdag eftermiddag tager imod Havnefrontens udsendte – først til en snak på kontoret og siden til en spadseretur langs havnen.

“Vi har bedre plads end normalt, og det er der også nogle, der nyder. Vi oplever heldigvis en del københavnere og danskere generelt, der kommer og hygger sig hernede. Samtidig oplever vi også virkelig mange, der går tur her. Så det er bestemt ikke, fordi her er mennesketomt”, forklarer Bo Bjerrum Hansen.

 

Godt med liv i weekenden

På hverdage – blandt andet da Havnefronten kigger forbi – er der generelt færre mennesker end normalt, men især i weekenderne er der godt liv i Nyhavn, slår Bo Bjerrum Hansen fast.

“Fra torsdag kl. ca. 16 og det meste af weekenden er her godt med liv. Men tidspunkterne har rykket sig gevaldigt, takket være restriktionerne. Mange steder plejer der jo først for alvor at komme mennesker ved 22-tiden, men nu skal alle steder jo lukke der. Men selv barerne oplever, at folk kommer – bare tidligere end normalt. Men vi kan da godt mærke i hverdagene, at der rent faktisk ikke bor så mange mennesker herinde i København K – og at mange af de ansatte på kontorerne er sendt hjem. Der er ikke så mange, der lige skal have en fyraftensøl”, forklarer han.

 

Nyhavn er i udvikling – ikke kun pga. corona

At Nyhavn er i forandring, skyldes dog ikke kun corona og de mange restriktioner. For selvom alting er meget anderledes i år, sker der også i disse år ændringer i den gamle havn. For hvor Nyhavn i gamle dage i høj grad var præget af barer og fester, er Nyhavn mere og mere ved at udvikle sig til et sted, hvor folk i højere grad tager hen for at spise og få gastronomiske oplevelser, mener Bo Bjerrum Hansen.

“I de 25 år, jeg har drevet forretninger her i Nyhavn, er der sket meget. Og de senere år er der kommet en langt større variation i restauranterne og de forskellige oplevelser – både til jul og på andre tider af året. Vi har fået dedikerede fiske- og skaldyrsrestauranter som ’Havfruen og Hummer’. Vi har fået en smørrebrødsrestaurant som ’Kompasset’, der netop er blevet kåret som en af de bedste i Danmark i Ole Troelsøs nye bog. Og jeg plejer at sige, at du kan besøge ti forskellige restauranter og få ti meget forskellige retter. Samtidig arrangerer vi en lang række events året rundt – f.eks jazzfestival og dining days i foråret og efteråret med fokus på henholdsvis smørrebrød og fisk og skaldyr”, siger formanden for erhvervsforeningen.

 

Sommeren var populær blandt de unge

Derfor håber Bo Bjerrum Hansen også, at københavnerne vil benytte den mere rolige stemning i Nyhavn til at genopdage havnens mange oplevelser. For selvom Nyhavn altid er populær, oplever Bo Bjerrum Hansen også mange fordomme om Nyhavn, som bestemt ikke altid holder stik – f.eks. at det skulle være dyrt at komme her.

“Vores priser er altså ikke specielt høje hernede. Det er f.eks. billigere at drikke en øl de fleste steder i Nyhavn, end hvis du sætter dig oppe på Kongens Nytorv på en af restauranterne der”, siger han.

En anden fordom er, at Nyhavn er mest for de ældre. Det er der stadig lidt om, mener han, men også de unge har fået øjnene op for Nyhavns festlige og hyggelige atmosfære.

“Især i sommer oplevede vi faktisk, at der kom mange unge mennesker hernede. Det var hyggeligt”.

 

Gløgg får varmen og julen frem

Unge mennesker er der dog ikke mange af, da rundturen med Bo Bjerrum Hansen er slut, og Havnefrontens udsendte sætter sig ved en udeservering for at få varmen. Men selvom ungdommen ikke er ved at vælte Nyhavn med fest og farver denne tirsdag i december, er stemningen nu god alligevel.

Her er mennesker, der nyder fadøl og smørrebrød, og familier kigger nærmere på de små juleudstillinger, erhvervsforeningen har fået sat op i stedet for julemarkedet. Og julehyggen indfinder sig ekstra meget, da et glas dampende varmt gløgg rammer bordet. Så kommer varmen og julen kravlende, mens kinderne bliver røde, og smilet indfinder sig.

For så bliver det – trods alt – også jul i Nyhavn

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*