De blå spejdere på Christianshavn fylder 60 år

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Af Anders Bo Petersen

 

Når man kigger på antallet af forskellige tilholdssteder, som Mikkel Vibe Spejdergruppe – De Blå Spejdere på Christianshavn – har haft gennem sine 60 år, er det nærmest et under, at spejdergruppen stadig eksisterer, men det gør den. Og her i efteråret 2021 kan gruppen så fejre 60-års fødselsdag, fortæller Bjørn Vibholm fra Mikkel Vibe Spejdergruppe.

”Mange børn og unge har gennem årene været spejdere i gruppen, og et kendetegn har altid været, at de fleste har været medlemmer i mange år. Flere af gruppens nuværende ledere er selv startet i gruppen som børn”, fortæller Bjørn Vibholm.

Mikkel Vibe Spejdergruppe, som er en del af Det Danske Spejderkorps, er opkaldt efter Christianshavns navnkundige købmand og borgmester Mikkel Vibe – og har siden 1961 været et fast fritidstilbud i bydelen.

Som noget særligt har spejderne på Christianshavn også en aktivitet til søs.

”I mange år har vi haft vores egen sejlbåd i Christianshavns Kanal. Denne er dog nu skiftet ud med kanoer, så spejderne stadig lærer udfordringer og glæde ved søsport og sejlads”, forklarer Bjørn Vibholm.

 

Ofte husvilde spejdere

Mest særlig er måske spejdergruppens mildest talt omflakkende tilværelse. Gruppen startede i det, der i dag er Christianshavns Beboerhus i Dronningensgade 34. Her kunne de imidlertid ikke blive ret længe, hvorefter gruppen rykkede til et stort kælderlokale i Uplandsgade, som blev delt med en anden spejdergruppe. Senere holdt man møder på selve Christianshavns Vold, inden man kom til byens gamle brandstation på Langebrogade 10 for enden af kanalen, lige op til volden.

”Her blev indrettet et mødelokale samt et patruljerum, men vi var uden faciliteter som vand og toilet. Derfor varede det heller ikke længe, før byplanlæggerne fik kig på bygningen og ønskede den nedrevet. Så stod vi igen på gaden og flyttede i 1963 tilbage til kælderen i Uplandsgade. Her forblev vi til starten af 1965, hvor vi lejede os ind i en nedlagt butik i Dronningensgade 12 B”, fortæller Bjørn Vibholm.

Imidlertid skulle huset – som så meget andet på Christianshavn – saneres. Gruppen rykkede i stedet ind i nabohuset i nummer 10. Dog var man husvild i nogle måneder, hvor man lånte en anden spejderhytte på Kløvermarken.

 

Christianshavns huse i dårlig forfatning

”Desværre blev myndighederne også her opmærksomme på husets tilstand, idet svamp og råd havde tæret det næsten op. Huset blev solgt til nedrivning, og gruppen stod atter på gaden. I en meget kort overgang fik vi husly i et andet gammelt saneringshus i Sofiegade, men inden dette blev klargjort, flyttede Nobels Cigarfabrik i Prinsessegade 62 sin produktion udenbys. Herved blev produktionslokalerne og lagerrummene frigjort og overtaget af kommunen, og her fik vi mulighed for at erhverve vores eget spejderlokale”, siger Bjørn Vibholm.

”Vi holdt stor fest og indvielse der i 1971 med deltagelse af bl.a. daværende overborgmester, Urban Hansen (Soc.). Planerne dengang var, at huset skulle indgå i en større byplanlægning efter fire år sammen med Christiania-området, men som tingene udviklede sig, blev planerne skrinlagt.”

Det gik ikke anderledes end med alle de andre faciliteter. På et tidspunkt skulle lokalerne bruges – af gymnasiet – hvorfor spejderne igen måtte på jagt. Løsningen blev Stadsgartnerens tidligere mandskabs- og depothus på volden.

 

Spejderne på voldene

”Huset ligger på 6. redan på den sydlige del af Christianshavns gamle voldanlæg – og er bygget som militært magasin i forbindelse med Københavns Befæstning og tidligere Bådsmandsstræde Kaserne. Adressen hedder i dag Syddyssen 5. Huset var ved indflytningen kun delvist istandsat indvendigt, men er siden blevet indrettet til den spejderhytte, vi har i dag, og som nu er gruppens base med grønne områder og vand omkring os, hvilket giver et rigtig godt udgangspunkt for gruppens spejderaktiviteter, ture, sommerlejre m.v.”, fortæller Bjørn Vibholm.

Har man lyst til at være spejder, kan man rette henvendelse til Det Danske Spejderkorps gennem deres facebook-grupper.

 

Billedtekst:

Spejderne rykkede ind i Dronningensgade og var i henholdsvis nummer 10 og 12B. Foto: Mikkel Vibe gruppe.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*