København som julehovedstad sparket i gang

Af Jesper Schou Hansen

 

København som julehovedstad er nu officielt skudt i gang med et julearrangement på Kulturtorvet – og derefter er det meningen, at julestemningen skal sprede sig over hele byen.

”Oven på COVID-19, der stadig spøger, har vi brug for noget positivt at samles om, og da julen er hjerternes fest, er det oplagt, at vi i fællesskab fejrer, at København er Julehovedstad i år, hvilket vi håber vil gentage sig. Vi håber også, at flere vil besøge Indre By og nyde godt af de mange juleoplevelser, som butikker, restauranter, hoteller, kulturinstitutioner og julemarkeder tilbyder”, siger Maja Jensen, Direktør for KCC, der er en af Københavns handelsstandsforeninger.

For et par måneder siden var det en løs idé, nu er det på vej til at blive virkelighed.

Københavns Kommune, Erhvervsministeriet og Wonderful Copenhagen har lanceret en plan for at tiltrække flere turister til København: ”Comeback Copenhagen”.

Og som et led i kampen er der afsat 400.000 kroner til at markedsføre København som europæisk julehovedstad frem mod den kommende jul i 2021.

”Vi har brug for et lys her i coronamørket. Jeg tror, vi er mange, som vil elske at se vores by danne rammen om en fortryllende julefest, som viser, hvad Danmark kan med unikt design, gastronomi og lysinstallationer. Og når vi ved at forvandle København til et julemekka samtidig kan lokke turister til byen, og få gang i hoteller og restauranter, så har jeg svært ved at skjule min begejstring”, siger Cecilia Lonning-Skovgaard, der som beskæftigelses- og integrationsborgmester har stået i spidsen for ideen.

 

Bred opbakning

Hun præsenterede idéen om København som europæisk julehovedstad i januar og har siden holdt en række møder med interesseorganisationer og erhvervslivet for at gøre den til virkelighed.

Hos Dansk Erhverv er man begejstret for udsigten til at skabe en samlende begivenhed som hovedstadens hoteller, restauranter og butikker kan få gavn af.

”Det er et stærkt initiativ, og i Dansk Erhverv er vi meget positive. Projektet er konkret, og der er stærke eksisterende platforme at bygge på såsom jul i Zoo, i Tivoli og alle julemarkederne. Samtidig synes vi det kunne være spændende, hvis der kunne findes synergi fra bl.a. det arbejde, der er lagt i EM i fodbold og Tour de Frances Grand Départ Copenhagen”, siger Lars Ramme, chef for turisme og oplevelsesøkonomi.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*