Tekst og foto: Mette Ydebo
Kort efter børnenes gysergilde halloween, hvor byen hjemsøges af slikhungrende gespenster, draculaer og dødningehoveder, når vi den stilfærdige version af den religiøse periode, der beskæftiger sig med døden og vore egne afdøde, allehelgens søndag.
Allehelgensdag faldt indtil 1770 på den 1. november, men efter en helligdagsreform markeres dagen som led i gudstjenesterne på den efterfølgende søndag. I år fejrer folkekirkerne altså allehelgen den 7. november, næsten en uge efter den oprindelige allehelgensdag.
Helt almindelige døde
Helgener har man ikke i protestantismen. Det var den romersk-katolske kirke, som grundlagde et par mindedage hen over månedsskiftet oktober-november, der siden hen har fået ændret indhold og er blevet flyttet.
Katolikkerne mindes på den 1. november de kristne, som døde i kampen for deres tro. I 600-tallet fastsattes dagen som festdag for de helgener, der ikke havde en selvstændig mindedag.
Dagen derpå, 2. november, beder katolikkerne på allesjælesdag for alle andre døde. Forestillingen er, at mennesket tilbringer en lutringstid i skærsilden efter døden, men inden paradiset. Man går derfor i forbøn for sine døde, for at deres mellemtilstand ikke skal vare for længe.
For vore dages protestantiske kirke, som den danske folkekirke er en del af, er navnet allehelgensdag bevaret, men det er de helt almindelige afdøde, man blot mindes og tænder lys for. I mange kirker oplæses navnene på de sognebørn, som er gået bort i løbet af året, og nogle steder er der tradition for at følges ad til kirkegården, hvor man anbringer lys eller lamper på gravene. Den meget stemningsfulde ceremoni er slået sammen med en eller flere gudstjenester eller andagter på søndagen efter 1. november. ‘Andagt’ betyder ‘eftertanke’, og når kirkesøndag og sørgekult forenes, får man en fejring af opstandelsestroen. Der er tale om en trøstefest, og præstens messehagel er hvid, som er kirkens festfarve.
Levende lys
Vore svenske naboer har siden 1800-tallet haft tradition for gravlys til allehelgen. Hos os er det kun inden for de seneste 15-20 år, at oplyste kirkegårde er blevet et alment skue.
I middelalderens folketro tændte man lys for at skræmme ånderne bort. I dag gør vi det for at kalde vore døde frem i erindringen. Handlingen er en moderne form for andagt. Ved at standse den stressende hverdag og for et øjeblik give døden lidt eftertanke minder vi samtidig os selv om, hvor værdifuldt livet er.
Kom tro med solskin til min kælder / kom håb med regn til mine celler / kom kærlighed og tag mig med / vær lys i min samvittighed.
Verselinjerne er forfattet af den danske digter Ingrid Mejer Jensen, og de indgår i et musikalsk værk, der tilhører det på én gang sorgtunge og løfterige univers, som udgør allehelgen.
Rekviem i Vor Frelsers Kirke
Mens krigene i eks-Jugoslavien hærgede på det overordnede plan i slutningen af 1990’erne, mistede to danske kunstnere uafhængigt af hinanden et nærtstående familiemedlem. Lyrikeren Ingrid Mejer Jensens svoger tog sit liv. Komponisten Lars Sømods mand døde af aids. Al denne samlede lidelse resulterede i værket ‘Requiem – en sang om tab og tro’, som uropførtes i Silkeborg Kirke i år 2000.
Værket har siden været spillet et antal gange i andre sammenhænge, og på allehelgens søndag opføres det i en nyskabt version i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn.
Det er altså stærkt personlig musik, som i sine ord bygger på de ni satser i den katolske sjælemesse for de døde. Imidlertid er fx dommedag udskiftet med nutidsmenneskets følelser under gru og svigt i verden, og den oprindelige latinske tekst er blevet til dansk digtekunst, som helt nede på jorden henvender sig til afdødes efterladte. Det har været kunstnernes intention at forvandle den private fortvivlelse til trøst for andre sørgende. Sorgen er et menneskeligt vilkår, men det er også mennesket, som kan udføre Guds arbejde på kloden. Vi har en stemme. Den skal vi bruge. Vi er hinandens hjælp og omsorg.
Be the first to comment