Skibsvrag fra Christianshavn kommer på museum

I 1428 så havnen markant anderledes ud, og skibet blev fundet, hvor Operaen i dag ligger. Illustration: Københavns Museum.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Af Anders Bo Petersen

Erik af Pommern var konge af Danmark, da nordtyske handelsbyer for 600 år sænkede en række skibe for at spærre indsejlingen til Københavns havn. Formålet var at forhindre indførelsen af Øresundstolden.

Nu er vragdelene af et af skibene – en 13 meter lang skude – forsigtigt blevet løftet ind på Københavns Museum, hvor den skal være en del af den faste udstilling, som fortæller havnens historie fra middelalderen til renæssancen og historien om Københavns udvikling fra købstad til hovedstad.

Det har taget år at konservere skibet fra senmiddelalderen, som nu er ankommet fra Nationalmuseets bevaringsafdeling i Brede til Københavns Museum. Her er alle 100 dele nænsomt blevet løftet ud af flyttebilen og ind til udstillingsrummet ”Havn og hovedstad”, hvor skibstræet får tid til at vænne sig til sine nye omgivelser. Først herefter kan skuden gøres klar til at blive udstillet for første gang. I udstillingsrummet bliver skuden vist, som den blev fundet ved den arkæologiske udgravning, men også vakt til live gennem både en følbar model og digi­tal visualisering af dens oprindelige udseende.

Fundet ved Operaen

Fundet er langtfra nyt. Forud for opførelsen af Operaen fandt museets arkæologer i 2001 blandt andet dele af tre skibsvrag fra middelalderen. Skibene er sandsynligvis blevet sænket forsætligt i 1428, hvor forbundet af de nordtyske handelsbyer, Hansaen, sænkede dem. Spærringen var dog ikke særlig vellykket, og Erik af Pommern førte kort efter en større flåde forbi spærringen.

Men selvom fundene har været kendt længe, så er det først nu, at dette skib er klar til udstilling.

Over sommeren vil publikum blive inviteret ind for at følge med i konservatorers og arkæologers arbejde med at rekonstruere og fortolke det gamle skib. Hele rummet omkring det færdigrestaurerede skib forventes at være klar først på efteråret.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*