Musikkonservatoriet på Holmen laver plads til musikalske start-ups

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Et nyt inkubationsmiljø for kunstnerisk innovation er ved at blive etableret på Rytmisk Musikkonservatorium med støtte fra Tuborgfondet.

.

På Holmen i København er SOUND – som initiativet er døbt – i fuld gang med at tage form. Som musikbranches svar på ingeniørbranchens DTU Skylab og IT-branchens ITU Startup tager væksthuset imod de første unge kunstneriske iværksættere og musik-startups til februar næste år.

Med støtte fra Tuborgfondet flytter SOUND ind i ombyggede faciliteter hos Rytmisk Musikkonservatorium (RMC), der har sat Mads Ravnsbæk Sørensen i front for udviklingen af et professionelt og kreativt community.

.

Skal hjælpe musikere på vej

”Jeg glæder mig til at opbygge SOUND som et ambitiøst og innovativt bidrag til den strategiske udvikling på RMC. Vores fornemmeste opgave bliver at understøtte de kunstneriske iværksættere og styrke deres karrieremuligheder ved at pege på flere og nye sammenhænge, hvor kunsten kan gøre en forskel,” siger Mads Ravnsbæk Sørensen.

Den nye daglige leder af SOUND kommer fra en stilling som projektleder for Roskilde Festivals vidensfestival GRASP.

”Det er ingen hemmelighed, at det kan være svært at få et liv som udøvende kunstner til at hænge økonomisk sammen, og derfor er SOUND et vigtigt og nødvendigt initiativ, der skal skabe flere bæredygtige kunstnerliv og samtidig bidrage positivt til de samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor,” siger Mads Ravnsbæk Sørensen.

SOUND vil tilbyde projektmodning og inkubationsforløb, der med fokus på kunstnerisk innovation, partnerskaber, netværk og forretningsudvikling skaber nye muligheder og kreative synergier i musikbranchen – og som forbinder sig til samfundet, til erhvervslivet og til andre kunstområder.

SOUND åbner i januar 2024 ansøgningen til de første forløb. SOUND er gratis for de unge kunstneriske iværksættere, hvoraf de fleste forventes at være fra den rytmiske musiks vækstlag.

.

Om SOUND

Et professionelt og kreativt community for unge kunstneriske iværksættere, der brænder for at udfordre status quo.
Henvender sig til kunstneriske iværksættere fra den rytmiske musiks vækstlag i alderen 20-30 år, som er på et højt niveau og har ambition om at leve som professionelle kunstnere eller formidlere.
Målestokken for succes er bæredygtige arbejdsliv og den positive forandring, der skabes for mennesker, musikliv og samfund.
Tilbyder inkubationsprogram (18 ugers forløb), projektmodning (kort forløb), netværksaktiviteter og et offentligt eventprogram.
230-300 unge forventes direkte tilknyttet i løbet af pilotprojektets tre år (2023-2026).
Placeret i selvstændig bygning på RMC’s campus.
Tuborgfondet støtter med 4,56 mio. kroner.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*